Vestas tæt på gigantaftale med Egypten

Vestas ventes snarest at underskrive hensigtserklæring, som kan føre til rekordaftale om landvindmøller med samlet kapacitet på op til 2,2 GW med Egypten. Aftalens værdi kan løbe op i 15 milliarder kroner.

Foto: Henning Bagger.
Læs mere
Fold sammen

Vestas forventer snarest at underskrive en rekordstor hensigtserklæring om at opstille landvindmøller med en samlet kapacitet på op til 2,2 GW med Egypten.

Aftalen har en værdi på omkring to milliarder euro, knap 15 milliarder kroner.

Det fremgår af et notat, som Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet offentliggjorde mandag eftermiddag ved begyndelsen af energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) to dages besøg i Egypten.

Lars Christian Lilleholt er rejst til det nordafrikanske land med det formål at give et politisk rygstød til aftalen. Med i delegationen er også topfolk fra Vestas med topchef Anders Runevad i spidsen.

Ministeren er i Egypten mandag og tirsdag. Aftalen ventes dog først at blive underskrevet umiddelbart efter rejsen.

Egypten er i gang med en grøn omstilling i retning af mere vedvarende energi. Den officielle målsætning er, at 20 procent af landets elektricitetsproduktion skal komme fra vedvarende energikilder i 2022.

Heraf skal mindst 12 procent komme fra vind.

»Denne aftale har stor strategisk og økonomisk betydning for Danmark, og det vil ikke undre mig, hvis den vil kunne aflæses direkte på betalingsbalancen, når den forhåbentlig kommer i hus. Med aftalen kan vi skabe et brohoved ind i Afrika for danske energivirksomheder. Det er et kontinent med vækst og et enormt energibehov, som vi har store interesser i at komme ind på,« udtaler ministeren i notatet.

»På globalt plan har Danmark en stærk position inden for grøn omstilling, og Vestas sætter pris på, at Danmark fra officielt hold er med til at hjælpe danske virksomheder med at sælge bæredygtige energiløsninger i nye markeder,« lyder det fra Anders Runevad, topchef i Vestas.

Der gemmer sig et stort eksportpotentiale for den danske energibranche med Egyptens ambitiøse omstilling.

Derfor vil ministeren under sit besøg også mødes med en række øvrige danske virksomheder, der er aktive i Egypten, heriblandt Grundfos, Mærsk og Aalborg Portland.

Hvis Vestas efter planen får landet hensigtsaftalen, bliver det en af de allerstørste aftaler, vindmølleproducenten nogensinde har lavet. Der vil dog være tale om en aftale, som vil blive omsat i ordrer bid for bid, og som kan have en værdi på op til 15 mia. kr., understreger Vestas over for Business.dk.

»Havde der været tale om en egentlig ordrer, ville vi være gået ud med en fondsbørsmeddelse, men der er altså kun tale om en hensigtserklæring,« siger pressechef i Vestas, Michael Zarin.

Nyheden fik mandag eftermiddag Vestas aktiekurs til at stige med knap 4,5 pct.

Egypten indgik sidste år en aftale af samme omfang med Vestas konkurrent, Siemens.