Vestas opjusterer efter kanonregnskab

Vestas opjusterer forventningerne til regnskabet, fordi selskabets forretning nyder særdeles godt af stor ordreindgang.

Foto: Henning Bagger

Vindmølleproducenten Vestas kan torsdag fremlægge et flot regnskab, der langt overstiger analytikernes forventninger.

Det helt centrale spørgsmål op til regnskabet har været, om Vestas med Anders Runevad i spidsen ville give forventningerne til 2016 et hak opad.

Og de forhåbninger er blevet indløst. Den jyske vindmøllekæmpe opjusterer således forvetningerne til hele 2016.

Virksomheden venter nu en omsætning på minimum 9,5 mia. euro og en EBIT-margin før særlige poster på minimum 12,5 pct.

Tidligere ventede selskabet en omsætning på minimum 9 mia. euro og en EBIT-margin på minimum 11 pct.

Opjusteringen kommer på ryggen af et 2016, hvor det er gået forrygende for virksomheden. Selskabets resultater for andet kvartal ligger langt over, hvad analytikerne havde ventet.

I andet kvartal af 2016 har selskabet genereret en omsætning på 2,557 mia. euro. – en stigning på 46 procent sammenlignet med andet kvartal året før.

Det skal holdes op mod, at analytikerne ifølge et estimat fra Ritzau Estimates havde ventet en omsætning på 2,032 mia. euro og et EBIT-resultat på 197 mio. euro i kvartalet.

I de samme måneder af 2015 var omsætningen på 1,749 mia. euro og driftsresultatet på 145 mio. euro.