Vestas-storkunde sætter gang i nyt kæmpeprojekt

Foto: JIM WATSON. Vindmøllepark i Iowa, 29. januar 2016.
Læs mere
Fold sammen

Det amerikanske energiselskab Midamerican Energy har løftet sløret for et nyt kæmpe vindmølleprojekt i Iowa på 591 megawatt.

Projektet rækker ud over det gigantiske vindenergikompleks på 2 gigawatt, som selskabet i forvejen er i færd med at opføre med møller primært fra danske Vestas.

Det bekræfter selskabet over for Recharge News.

Det nye projekt går under navnet Wind XII, som planlægges opført på flere forskellige sites i Iowa, og afhængig af myndighedernes godkendelse ventes det 922 mio. dollar dyre projekt at blive færdiggjort i slutningen af 2020.

Det nye projekt vil sikre, at Midamerican Energy, som er ejet af Warren Buffett's investeringsselskab, Berkshire Hathaway, som det første energiselskab i USA vil dække 100 pct. af leverancerne til sine kunder gennem vedvarende energikilder.

Vestas indgik i 2016 en rammeaftale om at levere op til 2000 (MW) vindmøller til Wind XI-projektet.

/ritzau/FINANS