TDC planter mobilmast i din stue

I en ikke særlig fjern fremtid, vil danskerne kunne opstille små mobilmaster i deres egne stuer.

Foto: Colourbox. Det er ikke en mast som denne, men en slags boks, TDC vil placere i stuen.
Læs mere
Fold sammen
Det kan lyde som en aprilsnar. Men den er god nok - allerede til sommer kan danskerne for omkring 500 kroner købe en mobilmast og sætte den op i deres egen stue.

Masten er en simpel boks, der blot skal sluttes til internettet, hvorefter den virker som mobilmast, så mobiltelefonerne i huset altid har optimal forbindelse. Teknologien er ikke ny, men er først nu ved at være så gennemtestet og billig i indkøb, at den er klar til at blive lanceret kommercielt.

De små mobilmaster er slet ikke master, men såkaldte femtoceller, der snyder mobilen til at tro, at internetforbindelsen er en mobilmast. Det betyder, at man altid vil have fuldt udslag på mobiltelefonens dækning, når man er hjemme - et problem, særligt brugere af 3G-telefoner oplever.

Selv om der i Danmark er glimrende mobildækning i det gammeldags 2G-net, er der indbygget visse problemer i det nyere 3G-net.

Her har signalerne nemlig svært ved at trænge gennem mure og ind i danskernes hjem, hvorfor en del mobilbrugere har dårlig forbindelse på mobilen indendørs. Dertil kommer, at det ikke er hele Danmark, TDC dækker med 3G-nettet. Det er det problem, som femtocellen løser.

Klar efter sommerferien
Vicedirektør i TDC Mobil, Flemming Hynkemeyer, forklarer, at teknologien vil være til salg en gang efter sommerferien - men en præcis dato er endnu ikke fastlagt.

Først skal teknologien nemlig testes på TDCs chefer og tekniske medarbejdere, og virker den problemfrit, vil den blive søsat som en enkel plug and play-løsning, der vil være økonomisk overkommelig.

Han forklarer samtidig, at de femtoceller TDC tester, også vil kunne bruges til mobilt bredbånd, så man ikke behøver skifte frem og tilbage mellem nettet i hjemmet og ens mobile bredbåndsløsning hele tiden. Samtidig forventes erhvervskunderne at være potentielle købere.

TDC er dog ikke det eneste selskab, der roder med mobilmaster til hjemmet. Flere andre selskaber kigger også nærmere på teknologien, og Telia har i et stykke tid markedsført en såkaldt UMA-løsning, hvor mobilerne bruger IP-telefoni, når brugeren er hjemme, og det almindelige mobiltelefonnet, når brugeren er ude.

Løsningen er dog ikke blevet en landeplage - til gengæld sætter danskerne rekord i brug af mobiltelefonen, hver gang der kommer nye statistikker på området.