Steen Bryde sigtet for mandatsvig

Balladen om direktørposten i Nordic Tankers er nu indtil videre endt med en sigtelse for skyldner- og mandatsvig.

Bagmandspolitiet slog onsdag til i en massiv aktion mod den fallerede finansmand Steen Bryde, hans kone, bror og to andre forretningsforbindelser. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Sagen relaterer sig til Steen Brydes kortvarige tid som direktør i det børsnoterede Nordic Tankers, hvor han sidste år under stor medieovervågning kuppede sig til magten og efterfølgende smed hele den gamle bestyrelse og direktion på porten.

"Vi har sigtet Steen Bryde for skyldner- og mandatsvig. Yderligere fire personer i kredsen omkring Steen Bryde enten er eller vil blive sigtet. Sammenlagt omfatter sigtelserne skyldner- og mandatsvig for et tocifret millionbeløb. Sigtelserne relaterer sig til dispositioner foretaget i regi af blandt andet Nordic Tankers og Bryde Gruppen ApS," siger Bagmandspolitiets chef, Jens Madsen.

/ritzau/