Spilgigant satser på dansk bureau

Den danskfødte og i dag globale spilvirksomhed Unity har indledt et samarbejde med det danske digitalbureau Adapt, som skal udvikle et nyt, globalt online spil-community.

Adapt skal udvikle et spil-community for Unity, hvor brugerne får mulighed for at komme med deres ideer. PR-foto
Læs mere
Fold sammen

Unity, der blev født i Danmark og siden har udviklet sig til en gigantsucces globalt, har sat sig for at skabe verdens største spil-community for både udviklere og gamers.

Det lyder meget ambitiøst, men tager man Unitys historie i betragtning, vil det måske være lidt for kækt at udelukke muligheden for, at det rent faktisk bliver til virkelighed.

Unity, der bl.a. er blevet værdisat til et tocifret milliardbeløb og kaldt Danmarks største iværksættersucces de seneste år, står bag en platform for spiludvikling, som gør det nemt at skabe spil, der kan køre på alle platforme.

Virksomheden blev i bedste iværksætterstil skabt af tre spiludviklere fra IT-Universitetet i en kælder.

Det begyndte med en Mac-version og et plug-in til at køre spil i browsere, og siden er firmaet vokset voldsomt blandt andet via succes med software til at udvikle iPhone-spil.

Åben platform

Den nye platform – som Unity altså har allieret sig med det danske digitalbureau Adapt om at udvikle – skal annoncere nye spil, så computerspillere fra hele verden har mulighed for at se nye spil, som de normalt ikke ville finde.

Platformen skal således være til rådighed for alle Unity-udviklere og give alle, uanset størrelse eller budget, mulighed for at udnytte Unitys globale rækkevidde og give det maksimalt forbrugerfokus.

Over to millioner udviklere bruger dagligt Unitys spiludviklingsmiljø. Med så mange faste brugere er Unity ikke bare det største spiludviklingsmiljø, der findes i dag, men også blandt de største platforme til softwareudvikling i det hele taget.

Adapt skal hjælpe med at videreudvikle den nuværende platform både teknisk og konceptuelt, så det bliver en platform, hvor alle klikker sig hen, når de vil høre om de skøre ideer, der rører på sig i spilverdenen.

»Unity har gjort det ufatteligt godt og er en virksomhed, som mange andre bør se op til. At få Unity som kunde beviser blot, at vores internationaliseringsproces, som vi i øjeblikket er i gang med, er det strategisk rigtige valg, og at vores initiativer bærer frugt, siger Kresten Wiingaard, adm. direktør i Adapt og tilføjer:

»Vi glæder os rigtigt meget til at komme i gang med projektet og er stolte over at være med til at skabe verdens største spil-community for både udviklere og gamers.«

Lanceres i december

Konceptfasen vil gå i dybden med at identificere målgrupper og mulige kommunikationskanaler samt undersøge, hvordan brugerne gerne vil have, at det nye spil-community skal fungere.

Målet er at lancere det nye spil-community allerede til december, hvor den årlige Game Award løber af stablen i USA.

Game Award er for spilelskere, hvad Oscar-uddelingen er for filmelskere eller Cannes Lions for reklamefans og vil sandsynligvis skabe en masse trafik til sitet og dermed give Unity mulighed for at eksponere det nye spil-community.