Skønmaleri på børsen – uden ansvar

Jens Chr. Hansen Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Mistilliden til ledelsen i det nyslåede børsselskab, det kapitalfondsejede O.W. Bunker, slår nu ud i lys lue. Tunge aktionærer forlader selskabet i protest, mens aktien roder rundt i et niveau på 40-50 procent lavere end købskursen for bare få måneder siden.

Et markant signal fra ledende investorer om, at tilliden til selskabets ledelse og tilliden til selskabets informationer er gået fløjten. O.W. Bunker gik under stor fanfare på børsen i april 2014 til kurs 145, i dag er prisen 80 kroner for en aktie i selskabet, der handler med olie. Og ledelsen er i bad standing.

Som aktionær har man to muligheder, når man er utilfreds. Enten kan man forblive i selskabet, søge indflydelse, få ændret tingene, eventuelt arbejde på at få skiftet ud i ledelsen eller stemme med fødderne og smide sine aktier ud på markedet, selv om det giver et grimt tab i bøgerne.

Som det fremgår af hosstående artikel, har finanshuset SEB solgt samtlige af sine aktier i protest, den internationale investor Cantillon Capital har reduceret sin ejerandel, og landets mest betydende aktionær, ATP, har også været ude med riven. Det er en grim plet, og den er svær at få vasket af.

Kritikken går på, at selskabet ikke i tilstrækkelig klart omfang ved børsnoteringen i foråret 2014 har oplyst om de risici, der er forbundet med de aktiviteter, et selskab som O.W. Bunker opererer i. Og det selv om selskabet og dets hær af rådgivere udfærdigede et flere hundrede sider omfangsrigt børsprospekt med meget store risikoafsnit.

Det er ikke usædvanligt, at en børsaktie kører op og ned i værdi, men der er meget sjældent så voldsomme udsving som i tilfældet O.W. Bunker, og det er endnu sjældnere, at kursfloppet kommer få måneder efter røntgenfotograferingen af selskabet og alle dets risici.

Det stiller spørgsmål ved, om disse børs-prospekter (salgsbrochurer) overhovedet er noget værd for de kommende aktionærer. Om man som selskab kan male et skønmaleri, koble de sædvanlige intetsigende risici-afsnit på, tage de sædvanlige forbehold, og så ellers gå fri for ansvar. Det enkle svar på det er, ja, det kan man. Der er ikke noget ansvar, ud over ridser i imagelakken.

Nok er der forduftet børsværdier for et par milliarder kroner, men det vil være noget nær juridisk umuligt at løfte bevisbyrden om, at O.W. Bunker-ledelsen og rådgiverne bevidst har vildledt markedet. Tilbage står, at de nye aktionærer ikke har forstået forretningen O.W. Bunker og ikke forstået de risici, som selskabet lever med dagligt. Enten fordi de ikke har læst prospektet tilstrækkeligt grundigt, eller fordi O.W. Bunker-ledelsen ikke har informeret tilstrækkeligt grundigt. Uanset hvad falder det ansvar dog tilbage på ledelsen for det nye børsselskab.

O.W. Bunker-nedturen er ikke bare et problem for selskabet selv, men også et problem for tilliden til de kommende børsnoteringer. Og det efterlader endnu en gang spørgsmålet om, hvorvidt kapitalfonde presser salg på børsen, mere end godt er.