Storinvestor dropper alle børsdebutants aktier i protest

Tillidsbruddet er stå stort, at SEB Wealth Management dropper den kriseramte børsdebutant OW Bunker fuldstændig og sælger alle sine aktier i selskabet trods tab.

Foto: Kasper Palsnov
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Storinvestoren SEB tager konsekvensen af sin udtalte utilfredshed med OW Bunker og smider i protest alle sine aktier i skibolieselskabet over bord.

»Vi ejer ikke flere aktier i OW Bunker. Vi solgte alle aktier efter den første nedjustering,« siger Ulrik Ellesgaard, der er porteføljemanager i SEB Wealth Management.

Han vil ikke sige, hvor stor en aktiepost investeringsselskabet ejede.

Men ifølge Berlingskes oplysninger var SEB en af de større aktionærer i selskabet herhjemme, formentlig med en aktiepost på et par procent.

Mandag kom det ligeledes frem, at Cantillon Capital har reduceret sin aktiebeholdning og er gået under de magiske fem procent, som betyder, at reduktionen skal meddeleles fondsbørsen.

Trækket fra de store investorer er markant og et klart tegn på, hvor katastrofalt selskabet er kommet fra start som børsnoteret. Det understreger, hvor stort et arbejde OW Bunkers ledelse har foran sig med at genopbygge tillid i markedet. Det viser også, at investorerne er klar til at sætte handling bag kritikken. Det er et drastisk skridt og sker relativt sjældent, at en investor er så demonstrativ.

Sagen vækker mindelser om kapitalforvalteren Maj Invests markante udsalg af alle Vestas-aktier i foråret 2012. Her havde Vestas’ ledelse ændret regnskabsprincipper, og det gjorde, at Maj Invest følte sig ført bag lyset og solgte alle sine aktier.

OW Bunker nedjustererde sine årsforventninger 7. oktober, og det skabte stor ravage og fik aktiekursen i OW Bunker, der handler med skibsbrændstof, til at styrtdykke. Nedjusteringen fik aktiekursen til at falde cirka 40 procent på selve dagen for nedjusteringen og dagen efter.

På en telekonference samme dag, hvor OW Bunkers topchef Jim Pedersen skulle forsøge at gyde olie på vandene, luftede Carsten Dehn fra SEB Wealth Management sin kritik i hårde vendinger.

»Den type risikostyring, som selskabet i realiteten har, er på ingen måde den type risikostyring, som vi blev præsenteret for ved børsnoteringen. Det tyder på, at selskabet har været villig til at tage mere risiko, fordi markedet var begyndt at komme under pres,« sagde Carsten Dehn efterfølgende til Berlingske og kaldte nedjusteringen »et gevaldigt knæk for ledelsen«.

Selskabet blev børsintroduceret i kurs 145, og med en aktuel aktiekurs omkring 79,50 svarer det til et fald på cirka 45 procent.

Det betyder, at SEB Weaalth Management sælger aktierne med tab.

»Vi er ikke bange for at tage et tab, hvis forretningsidéen og casen er ændret, og det mener vi er tilfældet her. Så er det om at komme videre, og det har vi gjort. Der er rigeligt andet at investere i,« siger Ulrik Ellesgaard.

OW Bunker nedjusterede tilmed sine årsforventninger en gang til i forbindelse med kvartalsregnskabet i torsdags.

Tilbage står, at investorerne er rasende. De føler sig ikke godt nok informeret om risikofaktorerne i selskabet i det børsprospekt, som lå til grund for beslutningen om at investere i OW Bunker ved børsintroduktionen.

Nedjusteringerne skyldes det store og pludselige fald i verdensmarkedsprisen på olie, som har overrasket selskabets ledelse.

»Havde vi vidst, at der i 2012 formentlig havde været en begivenhed næsten af samme størrelse, som det der sker nu, havde vi været bedre forberedt. Det har vi fået nogle indikationer på nu, og det skulle have været bedre beskrevet i prospektet,« sagde ATPs aktiechef Claus Wiinblad til Berlingske i fredags.

OW Bunkers bestyrelsesformand, Niels Henrik Jensen, er ikke meget for at kommentere hverken ATPs kritik eller det, at flere storaktionærer nu sælger ud af deres aktiebeholdning.

»Jeg vil ikke kommentere, hvad ATP har af tanker, det må de tage op med virksomhedens ledelse,« siger Niels Henrik Jensen om kritikken fra ATP, som kun sjældent lufter deres kritik til citat.Ser du det ikke som et vink med en vognstang, at investorerne sælger alle deres aktier?

»Det er deres valg, det kan jeg ikke tillade mig at kommentere. Vi er både i bestyrelsen og ledelsen lige så kede af situationen, som de er, men vi er fulde af fortrøstning over for, at vi kan bringe virksomheden tilbage på sporet og vise de takter, som investorerne forventer,« siger bestyrelsesformanden.

Han erkender, at situationen er alvorlig.

»Det er selvfølgelig en forfærdelig situation både for virksomheden og vores investorer. men det er ikke noget, der rykker ved det sunde fundament i virksomheden. Vi ser det nærmest som en one off-begivenhed, som vi skal arbejde os ud af,« siger Niels Henrik Jensen.

Han understreger, at det nu handler om at holde et skarpt øje med driften og leve op til det, selskabet lover.

»Ledelsen har kæmpet en svær kamp, de er jo helt nye på børsen, så jeg tror også, at de er blevet chokerede over reaktionen, der er kommet. Men de har virkelig øje på bolden nu, og de har bestyrelsens fulde tillid,« siger Niels Henrik Jensen.