Siemens bekræfter gigantordre på vindmøller

Siemens Wind Power skal levere vindmøller til et gigantisk vindmølleprojekt i staten Iowa. Det bekræfter Siemens. Møllerne skal bygges på Siemens fabrikker i USA.

Siemens Wind Power skal levere vindmøller til et gigantisk vindmølleprojekt i staten Iowa Fold sammen
Læs mere
Foto: Jørgen Kirk

Den tyske industrigigant Siemens har bekræftet, at datterselskabet Siemens Wind Power skal levere 448 2,3 MW-vindmøller med en samlet kapacitet på 1,05 GigaWatt til et gigantisk vindmølleprojekt i den amerikanske delstat Iowa.Det skriver både Ritzau Finans og branchemagasinet Recharge mandag.

Det er energiselskabet Midamerican Energy Holdings, der er ejet af investorguroen Warren Buffets investeringsselskab Berkshire Hathaway, der har bestilt vindmøllerne, som fordeles på fem vindmølleparker. Ordren menes at have løbe op i en værdi på op mod otte til ti milliarder kr.

Siemens har tidligere leveret møller til Midamerican Energy Holdings.Ifølge Siemens er der tale om selskabets hidtil største vindmølleordre, og den største samlede ordre på landvindmøller i verden til dato.Siemens Wind Power, der har 5.300 ansatte i Danmark, kommer ikke til at mærke noget til den store ordre.

Selskabets danske pressechef Rasmus Windfeld oplyser til Berlingske Business, at vindmøllerne vil blive produceret på Siemens' fabrik i Fort Madison, Iowa, men møllerne skal samles på Siemens' fabrik i Hutchinson i Kansas.