Rigmand om Mols-Linien: Det kan ikke betegnes som en succes

Henrik Lind er skuffet og overasket over, hvor få der takkede ja til hans tilbud på Mols-Linien. Selvom buddet var højere end kapitalfonden Polaris har kun få accepteret det.

Foto: Kim Haugaard

Aarhus-rigmanden Henrik Lind opgiver at købe Mols-Linien. Han er overrasket over, hvor få der takkede ja til hans højere tilbud på færgerederiet, og vil nu forsøge at skabe et godt samarbejde med kapitalfonden Polaris.

»Jeg er overrasket. Vi synes, det var et godt bud, som vi kom med, men vi må konstatere, at det var en forsvindende lille antal aktier, der lå acceptblanketter på,« siger Henrik Lind.

Den danske fond Polaris bød i løbet af sommeren 34 kr. på aktier, men forhøjede siden tilbuddet til 40 kr. Til sidst i forløbet tilbød Henrik Lins så at købe aktier for 44 kr. pr. styk. Men selvom han bød højest viste sig at være forholdsvis få som takkede ja, og Henrik Lind sidder i dag tilbage med godt 5 pct. af aktierne.

Linds mål var at nå 10 pct., fordi det ville blokere for, at Polaris kunne tvangsindløse selskabet.

»Vi havde et formål om at nå 10 pct. Det nåede vi slet ikke, så det ville være forkert at betegne det som en succes. Omvendt er vi afklaret, og vi vil være aktive med vores 5 pct.'s andel, og vil selvfølgelig arbejde på at skabe størst mulig værdi.«

Han har i forløbet været utilfreds med de informationer, som bestyrelsen har givet ham. Men nu ser han frem til at arbejde sammen med Polaris.

»Vi glæder os over, at der er en professionelle partner som Polaris med i denne investering. Med den ejerandel de har, må vi forvente, at de sætter sig i førersædet i den her investering,« siger Henrik Lind.

Polaris' bud på Mols-Linien udløber i næste uge. Fonden - der tidligere har oplyst, at den kontrollerer mindst 76 pct. af aktierne - ønsker både at tvangsindløse alle andre aktionærer og afnotere selskabet fra børsen.

Henrik Lind håber dog, at Mols-Linien bliver på børsen.

»Det er en del af vores strategi at være større aktionær i børsnoterede selskaber. Derfor kommer vi ikke med noget forslag om at afnotere selskabet,« siger Lind.

Henrik Linds private selskab Lind Invest ejer blandt andet energihandelsselskabet Danske Commodities. Han har desuden aktionær i en række danske børsnoterede aktier.

Aktier i Mols-Linien bliver tirsdag formiddag handlet stort set uændret i kurs 44.