Renoveringspuljen synger på sidste vers

Alle ansøgninger er behandlet og renoveringspuljen er opbrugt. Der er dog stadig folk, der venter på tilsagn.

Læs mere
Fold sammen
De faste medarbejdere og de 120 ekstra vikarer er kommet til bunds i de omkring 114.000 ansøgninger til renoveringspuljen, og pengene er nu opbrugt.

- Vi har tidligere stillet ansøgerne i udsigt, at de ville få svar fra os inden udgangen af juni måned. Og det nåede vi. Vi har nu behandlet alle ansøgninger, og de fleste har fået tilsagn om tilskud til deres boligprojekter, siger direktør i Erhvervs- og Byggestyrelsen Finn Lauritzen i en pressemeddelelse.

Godt 20.000 ansøgninger mangler oplysninger, og indtil ansøgerne får indsendt de ekstra oplysninger, så er der reserveret penge til disse projekter.

Finn Lauritzen forventer, at de 20.000 ansøgninger er blevet færdigbehandlet ved udgangen af juli.

Yderligere cirka 3.000 ansøgninger står på venteliste, og de fleste af dem forventes at blive imødekommet, der kan dog godt gå 1-2 måneder, før den proces er færdig.

Renoveringspuljen forventes at sætte gang i boligprojekter for cirka 6 milliarder.

De fleste ansøgere har fået tilsagn om tilskud. Kun cirka 3 procent har fået afslag.

-anis