OW Bunker: Storbank spænder ben for erstatningskrav på milliarder

Kuratoren for konkursboet OW Bunker havde planlagt at hæve erstatningskravet til 2,2 milliarder. Men på et møde nedstemte flere storbanker den ide.

Foto: Kasper Palsnov.
Læs mere
Fold sammen

Erstatningskravet i OW Bunker-sagen bliver ikke hævet til det milliardbeløb, som kurator ellers havde planlagt. Det skriver mediet Shippingwatch.

Kreditorerne holdt onsdag møde, og her var det på dagsordenen at hæve erstatningskravet fra 400 mio. kr. til 2,2 mia. kr., hvilket kuratorerne havde aftalt med en af kreditorerne, Lion Point Capital.

Men den plan stemte den hollandske storbank ING og to amerikanske datterselskaber i OW Bunker-koncernen nej til.



- Og da de udgør et flertal, kom vi ikke igennem med forslaget i de sager, hvor de indgår. De ønskede at få indsigt i oplysninger, som er fortrolige efter aftale med Lion, og det kunne vi ikke give dem, siger kurator Pernille Bigaard til Shippingwatch.

Erstatningssagen er rettet mod den tidligere ledelse i OW Bunker samt kapitalfonden Altor, der var medejer, og revisionshuset Deloitte for deres respektive roller i koncernens børsnotering og efterfølgende kollaps i 2014.

I en separat sag har 24 danske institutionelle investorer stævnet emissionsbankerne Morgan Stanley og Carnegie for 767 mio. kr.