Omsætningsdyk i Zealand Pharma gav blodrødt resultat

Biotekselskabet Zealand Pharma havde 2,3 mio. kr. i omsætning i tredje kvartal og landede et minus på 34,6 mio. kr. på bundlinjen.

Foto: Jonas Vandall Ørtvig. Arkivfoto: CEO Davis H. Solomon ved et pressemøde.
Læs mere
Fold sammen

Det fremgår af regnskabet for tredje kvartal af 2013, hvor Zealand også skruer lidt ned for udgifterne resten af året.

I samme kvartal af sidste år var der noget mere tryk på forretningen, da Zealand Pharma omsatte for 37,4 mio. kr. og havde et underskud på 0,6 mio. kr.

Forsknings- og udviklingsomkostningerne er også faldet i perioden - til 30,4 mio. kr. fra 39,3 mio. kr. et år tidligere - mens administrationsomkostningerne er steget lidt og posten »andre driftsindtægter« er svundet kraftigt ind til 0,9 mio. kr. fra 8,3 mio. kr. i tredje kvartal af 2012.

Zealand Pharma nedjusterer forventninger til sine nettodriftsomkostninger i 2013 relativt kraftigt. Zealand venter nu udgifter for 195-205 mio. kr. i år mod tidligere 210-240 mio. kr. I årets første ni måneder var udgifterne på i alt lidt under 150 mio. kr.

Zealand Pharma venter stadig at få flere licensbetalinger fra partneren Sanofi i året end dem, der er rapporteret for årets første ni måneder - indtil videre 3,4 mio. kr. Det kan dog ikke gøres mere konkret end det, skriver Zealand Pharma.

Sanofis udrulning af Lyxumia, som Zealand Pharma har udviklet, har på det seneste bragt diabetesmidlet til markedet i Japan. Det er i forvejen godkendt i Europa, hvor det allerede er på markedet i udvalgte lande, samt i en række andre lande - dog ikke USA.

Biotekselskabet havde 358 mio. kr. i likvide beholdninger og værdipapirer ved udgangen af tredje kvartal.