Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Salget af økologiske fødevarer er eksploderet i de seneste år. Særligt i og omkring hovedstaden og i de større byer vokser efterspørgslen kraftigt. Flere forbrugere er villige til at betale lidt og i nogle tilfælde meget ekstra for økologiske varer.
Sidste år blev der solgt økologi for 6,9 milliarder kroner i dagligvarehandlen. Det var en stigning på hele 11,6 procent i forhold til året før.
De økologiske varers markedsandel i forretningerne er drønet opad fra 3,5 procent i 2005 til 8,5 procent i 2015, viser friske tal fra Økologisk Landsforening.
Økologi er for længst gået fra niche til mainstream. I dag er økologi big business, og de store dagligvarekæder satser nu hårdt på de økologiske varer
SuperBrugsen på Nørrebrogade i København er den dagligvarebutik i Danmark, der har det største salg af økologi i kroner.
Unge forbrugere køber økologisk
»Det er vildt, hvad der foregår. Salget er virkelig eksploderet de seneste år. Det er en fantastisk positiv udvikling. Kunderne vil gerne have økologi. Hovedsageligt unge forbrugere køber økologi,« siger uddeler Anders Lundgren Nielsen.
I hans fem år som chef for butikken er økosalget fordoblet til godt 30 millioner kroner sidste år; det vil sige næsten en tredjedel af butikkens omsætning.
Fra i dag og to uger frem kaster alle 1.200 butikker i Coops fem kæder, Irma, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen og Fakta sig ud i, hvad Coop kalder det hidtil største økologieksperiment.
Hver butik disker op med en række tilbud, der over to uger skal banke omsætningen i vejret og fordoble økosalget.
De fem Coop-kæder havde i alt et økologisk salg på godt tre milliarder kroner i 2015. Dermed nåede den økologiske andel af dagligvareindkøb i Coop op på 9,2 procent af den samlede omsætning på fødevarer. Sidste år steg økosalget 12 procent i forhold til 2014.
»Coop har en ambition om at fordoble økosalget inden 2020,« siger ansvarlighedschef Thomas Roland.
I de seneste år har alle danske dagligvarekæder taget en række økologiske varer ind i sortimentet.
Nedsatte priser på økologi
For godt et år siden besluttede Coop at sænke priserne på økologiske produkter. Koncernen afsatte 200 millioner kroner årligt til at nedsætte priserne og avancen til og med 2020. Det giver i alt en milliard kroner til kunstigt at sænke priserne.
Siden har den næststørste spiller i dagligvarehandlen, Dansk Supermarked, fulgt trop. Og disse tiltag har været stimulerende på salget af økologiske produkter. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Dansk Supermarked.
Coop, der har 37 procent af det danske dagligvaremarked, sidder på næsten 50 procent af det økologiske fødevaresalg i dagligvarebranchen.
»Det er ofte i forbindelse med, at forbrugerne får børn, at de for alvor bliver bevidste om, hvilke fødevarer de vælger. Folk begynder på det tidspunkt at vælge sundere produkter og træffer et valg om, at det skal være økologiske fødevarer. Mange vælger formentlig også økologi, fordi de er drevet af angst for pesticider og tilsætningstoffer i varerne,« siger Thomas Roland.
Størst omsætning på økologi i forhold til konventionelle produkter har koncernen på varer som skyr, citroner, havregryn, mel, æg, appelsiner, smør, mælk og gulerødder, mens 38 procent af mælken i Coop er økologisk, er mere end 50 procent af salget af havregryn økologisk.