Nyhedsanalyse: Nykredit tæver bankernes lobbyister

Bankerne ser ud til at have tabt et vigtigt slag om adgangen til danskernes boligfinansiering til den gamle realkreditmastodont Nykredit.

Peter Nyholm Jensen, finansredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malte Kristiansen

Nu var der ellers lige chance for at generobre noget af det tabte terræn fra de realkreditinstitutter, som er løbet med en stadig større del af danskernes boliglån siden krisen. Bankernes af indlån bugnende pengetanke kunne måske være brugt til at levere nogle af de lån uden afdrag, som danskerne er så glade for.

Men Finanstilsynets direktør har sammen med erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) effektivt smækket den dør i hovedet på bankerne. Det har man gjort ved at sidestille banker med realkreditten i det omdiskuterede indgreb mod danskernes afdragsfrihed, som er en del af Finanstilsynets såkaldte Tilsynsdiamant, der skal tvinge realkreditselskaberne til at reducere risikoen i deres udlån.

Det betyder, at bankerne også bliver underlagt en streng kontrol, når de skal give boliglån i konkurrence med realkreditten. Det gælder paradoksalt nok også lån som står uden for realkredittens obligationssystem og som følge deraf ikke har den samme risiko, som man oprindelig ville adressere med indgrebet.

Berlingske Business har ikke detaljeret indsigt i, hvordan det er lykkedes at overbevise de toneangivende embedsmænd og politikere om at lægge stramme bånd på bankerne. Men der er blevet holdt en række møder mellem Finans­tilsynet og realkreditsektoren om det kildne tema.

Dele af banksektoren med Jyske Bank i centrum er imidlertid noget rystede over indgrebets omfang. Men det bliver i sig selv svært at nå til enighed om et kvalificeret modangreb fra bankerne, som er splittede i sagen.

I det hele taget lugter Tilsynsdiamantens hårde linje over for bankerne af at være orkestreret af dygtige lobbyister primært fra Nykredits hovedsæde på Kalvebod Brygge, hvor Michael Rasmussen er topchef. Han har det problem, at Jyske Bank har meldt sig ud af Nykredits Totalkredit-samarbejde – og nu forsøger at plukke Nykredits kunder. Og vi snakker om boliglån for milliarder af kroner.

Jyske Banks direktør, Anders Dam, har nemlig gjort sit korstog mod realkredittens stadig højere gebyrer til en forretningsmodel, der med succes udbreder bankens lån i direkte konkurrence med realkreditten.

Men kommer Tilsynsdiamanten igennem, som den ser ud nu, kan det gøre det sværere at trække Nykredits kunder ud for Jyske Bank. Det gælder især for kunder uden for de store byer, hvor boligpriserne endnu har det svært. Det skyldes, at der vil være en såkaldt indlåsningseffekt for netop de realkreditkunder, der ønsker at flytte over i Jyske Bank, hvis deres ejendomme er belånt op til mere end 60 pct. af ejendommens værdi.

Ud over Jyske Bank står også de yngre boligkøbere til at tabe på indgrebet. Det er dem, der skal ud at etablere sig på boligmarkedet, og som ikke har en opsparing. De får alt andet lige sværere ved at nedbringe deres dyre gæld, fordi de ikke kan få afdragsfrihed på hele det billige realkreditlån.

Det er den meste triste konsekvens af forslaget og den lobbyismekrig, der foregår i kulisserne.