Nye tider i Grundfos’ bestyrelse

Grundfos er gået på jagt efter nye bestyrelsesmedlemmer til forretningsbestyrelsen. Målet er at vælge tre nye, professionelle bestyrelsesmedlemmer ved generalforsamlingen næste år.

Grundfos' ejer Niels Due Jensen fotograferet i produktionen i Bjerringbro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den nye lov om erhvervsdrivende fonde, som trådte i kraft 1. januar i år, og de anbefalinger om god ledelse i erhvervsdrivende fonde, som følger med, betyder nye tider i mange fondsejede virksomheder.

Hos én af landets største virksomheder, pumpeproducenten Grundfos i Bjerringbro, er konsekvensen blandt andet, at formand for forretningsbestyrelsen, Grundfos Holding A/S, Jens Moberg er gået på jagt efter nye, professionelle bestyrelsesmedlemmer i ind- og udland.

»Vi går nu i gang med bestyrelsesevaluering med ekstern hjælp. Herefter skal vi have en dialog med koncernchef Mads Nipper og resten af koncernledelsen om, hvilke kompetencer vi skal kunne tilbyde på bestyrelsesniveau. Og så går vi i gang med at søge nye bestyrelsesmedlemmer i både ind- og udland. Jeg forventer, at vi vil kunne vælge de nye medlemmer ind ved generalforsamlingen i 2016,« siger Jens Moberg, der sammen med den siddende forretningsbestyrelse blev genvalgt på den årlige generalforsamling i Grundfos Holding i fredags.

Grundfos Holding er ejet 88 pct. af Poul Due Jensens Fond, mens Due Jensen-familien og medarbejderne ejer de resterende 12 pct.

I dag består Grundfos Holdings bestyrelse af fire medarbejderrepræsentanter og fire professionelle medlemmer, som også alle sidder i Poul Due Jensens Fonds bestyrelse, samt Niels Due Jensen, der også er formand for fondsbestyrelsen.

Ny fundats er vedtaget

Men den går ikke længere, fortæller Niels Due Jensen til Berlingske Business.

»At der er overlap i dag, skyldes fundatsen i Poul Due Jensens Fond. Det var simpelthen lagt sådan op fra min fars side, da han stiftede fonden i 1975.

Men den nye fondslov og de tilhørende anbefalinger overruler fundatsen. Så der vil komme en større separering og uafhængighed mellem fonds- og holdingbestyrelsen, både hos os og hos andre erhvervsdrivende fonde,« siger Niels Due Jensen, der forudser, at der fremover skal sidde tre uafhængige medlemmer, én repræsentant for familien og yderligere et medlem af fondsbestyrelsen i holdingsbestyrelsen.

Grundfos har allerede vedtaget en ny fundats. At selskabet er nået så langt, blot fire måneder efter at den nye lov og anbefalingerne trådte i kraft, skyldes, at fonden har været i dialog med Erhvervsstyrelsen gennem længere tid. Dels fordi fonden havde en sag kørende med Erhvervsstyrelsen, dels fordi fonden længe har haft et ønske om en større adskillelse mellem fonds- og forretningsbestyrelse, fortæller Jens Moberg.

I overensstemmelse med reglerne

Ifølge én af landets førende eksperter i erhvervsdrivende fonde Finn L. Meyer, partner hos Ernst & Young og medlem af Komité for God Fondsledelse, er de kommende udskiftninger i Grundfos’ forretningsbestyrelse helt i overensstemmelse med de nye regler for god fondsledelse, som trådte i kraft 1. januar i år sammen med den nye lov om erhvervsdrivende fonde.

»Sammenfald mellem bestyrelsesmedlemmer i fonds- og forretningsbestyrelserne kan være et meget delikat spørgsmål, men i al god governance er det sådan, at governance er meningsløst, hvis ikke den ene part overvåger og kontrollerer den anden. Det er derfor, vi i samfundet har en tredeling af magten, og det er derfor, der skal være en vis afstand mellem fondsbestyrelse og forretningsbestyrelse,« siger Finn L. Meyer.

Det betyder ikke, at der slet ikke må være sammenfald. Ifølge Finn L. Meyer vil det som udgangspunkt være i orden og ofte hensigtsmæssigt, hvis f.eks. formanden og næstformanden for eller et par medlemmer af forretningsbestyrelsen også sidder i fondsbestyrelsen, så længe der er et passende antal uafhængige medlemmer af bestyrelsen.