Danske opfindere satser på genbrug af spildevand

Efter en årrække med udviklingsarbejde i USA har de danske stiftere af Sunstone Water Group etableret sig i Danmark. Den lille virksomhed vil konkurrere med bl.a. giganten Grundfos.

Foto: Preben Madsen

Bryggerier bruger millioner af liter vand på at rense flasker og betaler efterfølgende millioner af kroner for at slippe af med spilde­vandet. Det samme andre fødevare­virksomher med højt vandforbrug.

I takt med, at prisen på vand og afgifterne på udledning af spildevand stiger, bliver virksomheder, der bruger store mængder vand i produktioner, stadig mere interesserede i at genbruge det indkøbte vand og aflevere det igen så rent som muligt.

Det er en af de tendenser, som pionér­virksomheden Sunstone Water Group håber at kunne lave en forretning ud af i Danmark.

Virksomheden blev stiftet i 2007 af den foretagsomme danske kemiingeniør Elo Nielsen, som har udviklet et højteknologisk, mobilt vandrensningsanlæg. Elo Nielsen har tidligere bl.a. udviklet de patenterede køleenheder til Mærsks skibe. De fremstilles i dag på Elo Nielsens egen fabrik i Kina.

»Siden 2007 har Sunstone Water Group arbejdet i USA på at udvikle et færdigt og testet Plug n’Play-koncept. Sidste år var vi nået så langt, at to af investorerne bag det amerikanske selskab besluttede at etablere et europæisk søsterselskab i Danmark,« fortæller Sune Lieknins Neve.

Han er for nylig blevet ansat som salgs­direktør hos Sunstone Water Groups danske selskab, der har hovedkontor i Vejle, efter i en årrække at have arbejdet som ingeniør i den rådgivende ingeniørvirksomhed Krüger og hos pumpeproducenten Grundfos. Begge selskaber er specialister i vand og spildevand.

»I USA har vi primært fokus på olie- og gasindustrien samt drikkevandsproduktion, mens vi i Danmark og resten af Europa satser på at levere decentrale løsninger til industrier, der har et højt vandforbrug i deres processer, herunder fødevareindustrien, og til de kommunale vandrensningsanlæg,« siger Sune Lieknins Neve.

Sunstone Water kommer ind på et marked, som er i kraftig vækst. Globalt ventes markedet for produkter og løsninger, der har med vand og vandrensning af gøre, at vokse med seks pct. om året, mens markedet for nogle nye teknologier ventes at vokse helt op til 20 pct. om året. fremgik det af en rapport udarbejdet for den bæredygtige investeringsfond RobecoSam i 2010.

Danmark – et foregangsland

Selskabet er langt fra det eneste, der har fået øjnene op for mulighederne. Danmark er på mange områder et foregangsland med skrap regulering af vandbranchen, og med en række virksomheder, der er førende inden for at levere løsninger og produkter inden for vandforsyning og vandrensning. Det gælder både små iværksættervirksomheder, rådgivende ingeniører og store produktions­virksomheder, som Grundfos i Bjerringbro. Dem skal Sunstone Water konkurrere med, men også meget gerne samarbejde med, hvor det giver mening.

»Vi har planer om at afsøge samarbejdsmulighederne med et par udvalgte »konkurrenter, Men vi mener, at vi er i en god position til at tage noget af det enorme marked, både på europæisk plan og i Danmark,« siger Sune Lieknins Neve med henvisning til at Sunstone Water har udviklet en modulopbygget løsning, som enten kan leveres i en container eller integreres i virksomhedens proceslinje.

Sunstone Water Group opererer med syv forskellige moduler eller teknologier, som kan tages i brug afhængig af den type spildevand, der skal renses. Det betyder, at virksomheden ikke behøver at starte fra bunden, hver gang den går i gang med en ny opgave, men kan kombinere de teknologier, der har på hylden til den rette løsning.

Det giver ifølge Sune Lieknins Neve en konkurrencefordel i forhold til f.eks. de store rådgivende ingeniører. Samtidig er det også anderledes end f.eks. den decentrale renseløsning, som Grundfos i øjeblikket promoverer, nemlig Grundfos Biobooster til membranrensning af f.eks. hospitalsvand.

»Vi har også membranfiltreringsenhed, men som ét ud af syv rensemoduler. Derfor mener vi, at vi kan vi nå bredere ud og ramme flere projekttyper end f.eks. Biobooster,« siger Sune Lieknins Neve.

Grundfos tilbyder dog også en række andre løsninger inden for vandrensning. Foreløbig har Sunstone Water, der blev etableret i Danmark i september 2014, ingen ordrer i hus i Danmark.