Nipper-kuren

Det skal være slut med at se indtjeningen i Grundfos falde år for år, fastslog selskabets topchef Mads Nipper fredag, da han udsendte årsregnskab. Foto: Henning Bagger Fold sammen
Læs mere

For nylig blev min families gamle, røde cirkulationspumpe fra Grundfos sendt på pension sammen med det gamle gasfyr. Erstatningen var et nyt smart monstrum af et gasfyr med tilhørende vandtank. Et godt tilbud, hvis effekt fik elmåleren til at dreje langsommere, og hentet hjem fra en VVS-installatør på nettet.

Jeg ledte længe efter cirkulationspumpen. Ville da godt lige vide, om den var fra Grundfos, men uden held. Den var – viste det sig – indbygget i gasfyret og derfor ikke sådan at få at se. Hvad vores nye gasfyr har med Grundfos’ nye strategi at gøre kan måske umiddelbart være lidt svært at se. Men det faktum, at pumpen bare fulgte med fyret, og ikke blev indkøbt af VVS-manden selv er et eksempel på de udfordringer, Grundfos slås med.

Jeg ved stadig ikke, om cirkulationspumpen kommer fra den midtjyske pumpeproducent, men sandsynligheden er stor. De integrerede løsninger vinder frem, og Grundfos er i dag den største leverandør af cirkulationspumper til gasfyrsproducenter, men selskabet tjener ikke så mange penge på at sælge store partier pumper til gasfyrsproducenterne, som hvis de kunne få VVS-installatøren til at købe pumpen selv.

Den skjulte pumpe er blot ét eksempel på de strukturændringer på pumpemarkedet, som Grundfos er ramt af, og som selskabet hidtil ikke har formået at finde det rigtige modsvar på. De to andre er, at de pumper, der kommer på markedet, i stigende grad ligner hinanden, og at producenter fra vækstmarkederne aggressivt går ind og tilbyder billigere pumper, end Grundfos kan og vil levere.

Svaret er en strategi, som ikke umiddelbart indeholder store overraskelser i forhold til, hvad topchef Mads Nipper og resten af koncernledelsen har talt om, siden den trak i arbejdstøjet i eftersommeren 2014.

Grundfos skal en tur i maskinrummet og have ryddet op. Der skal styr på udgifterne, når det handler om, hvor man tjener penge og ikke tjener penge, og der skal prioriteres benhårdt, når det gælder, hvilke markeder og hvilke produkter Grundfos satser på.

Og så skal Grundfos’ supply chain reformeres. Kedeligt, men nødvendigt, for hvis Grundfos skal fastholde sin position som producent af dyre, men energieffektive pumper, skal selskabet være den bedste i branchen til at levere hurtigt og sikkert. Ellers finder gasfyrsproducenten en anden leverandør.

Inspirationen til »Nipper-kuren« finder man hos Lego og ikke mindst Danfoss, der også har været igennem en modernisering af maskinrummet. Mads Nipper har fået fem år til at foretage sin turnaround, men i modsætning til Danfoss indeholder Nippers strategi et klart mål om at vokse betydeligt mere, end pumpemarkedet gør i øjeblikket, og han har endda sat en ambition om seks procent vækst i snit om året. Ser man på konkurrenterne er det pænt meget.

Om det lykkes afhænger helt af, om Mads Nipper og resten af topledelsen får held til at sprede budskabet helt ud til hver enkelt af selskabets cirka 19.000 medarbejdere, så alle løfter i flok. Det bliver en stor opgave i den traditionsbundne virksomhed.

Første prøve på Mads Nippers gennemslagskraft – mellemtiden, som Mads Nipper kalder det – kommer ved årsregnskabet 2015. Her vil det vise sig, om Mads Nipper og kassemester Mikael Geday har fået knækket indtjeningskurven.