Novo overhalet indenom på blødermedicin

Den schweiziske medicinalvirksomhed Roche udvikler et bløderprodukt, som vurderes til at kunne tage 70 pct. af markedet. Det vil gå ud over Novo Nordisk, som tjener milliarder på blødermedicin.

Mads Krogsgaard Thomsen, øverste forskningschef i Novo Nordisk Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Det vil kunne mærkes på Novo Nordisks omsætning, når den schweiziske medicokæmpe Roche om få år udsender et bløderprodukt, skriver Jyllands-Posten.

Blødermedicinen er stadig under udvikling, men den internationale investeringsbank UBS forventer, at der er 80 pct. sandsynlighed for, at det kommer på markedet. Det er en høj sandsynlighed i den ellers usikre medicinalbranche.

UBS vurderer, at produktet kan tage 60-70 pct. af markedet og de 10 mia. dollar, der bliver brugt på blødermedicin årligt. Roche' middel overhaler nemlig andre aktører indenom, fordi det er mere effektivt, men også lettere at tage.

Forskningsdirektør i Novo Nordisk, Mads Krogsgaard Thomsen, erkender, at virksomhedens lukrative midler NovoSeven og nyeste skud på stammen, NovoEight, vil få hård konkurrence.

»Vi noterer os med interesse, at Roche er kommet dertil, hvor de er. Og at de har et produkt, der umiddelbart er længere fremme end vores, det må vi bare åbenlyst erkende,« siger Mads Krogsgaard Thomsen.

NovoSeven solgte i 2014 for 9,1 mia. kroner og i det første halvår af 2015 for 5,4 mia. kroner.