Nokia prøver igen: Stor satsning på spil

Nokia genopliver katastrofen, computerspil satsningen N´Gage. Og Nokia lancerer modstykke til Apples iTunes.

Nokias nye musiktelefon N81, som lanceres samtidig med Nokias modstykke til Apples iTunes, Ovi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reuters
Nokia genopliver nu sin ellers fallerede computerspil satsning, N´Gage. Det sker i form af en online platform N´Gage Arena, hvor man kan spille computerspil på mobilen online mod hinanden. Det kunne man også i de tidligere spiltelefoner, Nokia lancerede under N´Gage navnet, men uden Nokia fik en pind ud af det.

To mio. solgte telefoner blev det til i alt under det brand, og N´Gage blev skrottet. Nu vender den tilbage, men ikke som en telefon, men som en spiltjeneste, der virker på andre mobiltelefoner i den dyre ende. Spillene kan downloades og spilles på visse telefoner.

“Med den nye N-Gage-oplevelse kan fans af nogle af vore mest populære spil som FIFA eller The Sims spille og få forbindelse til andre entusiaster,” siger Barry Cottle, Senior Vice President and General Manager hos spilfirmaet EA Mobile.

Spillene vil koste mellem seks og ti euro plus moms. Altså lidt under en hundredekrone for et spil, der kan downloades.

“I takt med at vi udvider vores fokus fra en dedikeret spiltelefon til en spiltjeneste, gør vi det lettere at hente og spille spil,” siger Christophe Joyau, ansvarlig for tjenester, Nokia Multimedia i Skandinavien. Fra november kan N´Gage bruges på en række N-serie telefoner.

Og Nokias lanceringer fortsætter. Apples dominans på musikmarkedet skal brydes, for musik hentes i dag i stor stil over mobilnettet ved 3G-hastighed og afspilles på mobilen. Det mærker TDC og det mærker ”3” herhjemme og trenden er den samme i udlandet.

Den trafik vil Nokia have sin del af. Igen sætter Nokia af med sine tungeste og dyreste telefoner med N95 som bannerfører. Nokia Music Store skal give penge i kassen for Nokia ud over de indtægter Nokia henter på selve telefonerne. Døren til musikken bliver en ny platform på mobiltelefonen ved navn Ovi, der er ordet ”dør” på finsk, Nokias hjemland.