Nokia klar med sin første PC

Mobilgiganten rykker nu ind på det overfyldte mini-PC-marked med sin første computer.

Her er den første PC fra mobilgiganten Nokia, en Booklet 3G. Prisen kendes endnu ikke. Foto: Nokia
Læs mere
Fold sammen
Den finske mobilgigant Nokia springer nu ud som PC-fabrikant og lancerer den første computer efter over 25 års mobilproduktion.

Nokia Booklet 3G er navnet på computeren, der ligesom de øvrige små og prisbillige mini-PCer er udstyret med en Intel Atom-processor, så batteriet - i teorien - kan holde i op til 12 timer. PCen har aluminiumsstel og vejer 1,25 kilo. Den er lige over to centimeter tyk og er udstyret med indbygget 3G-modem og trådløs forbindelse, som naturligvis kobler sig på Nokias Ovi-netbutik.

Priser offentliggøres 2. september

Nokia-PCen har også et HDMI-stik, så den kan sættes til fladskærmsfjernsynet, der er indbygget kamera til videoopkald, Bluetooth-radioforbindelse og SD-kortlæser. Skærmen er på 10 tommer, og computeren har A-GPS, så man via Nokias Ovi Maps-funktion kan finde ud af, hvor man er.

Nokia, som begyndte som en gummistøvlefabrik men i dag står bag næsten to af hver fem solgte mobiltelefoner i verden, offentliggør prisen på Booklet 3G og lanceringsdatoerne, når den årlige Nokia World-konference holdes 2. september.

Siden taiwanesiske Asustek i 2007 lancerede den første mini-PC, Eee-PC, har de ultrabærbare og prisbillige PCer revolutioneret computerverdenen. Til gengæld har det traditionelle PC-marked blødt. Analysehuset IDC forventer, at der i år vil blive solgt flere end 26 millioner mini-PCer.

Presset marked

Markedet er imidlertid presset, og fortjenesten er lille. Derfor bliver det ingen nem sag for Nokia at få gevinsten i hus.

»Nokia håber, at dets varemærke og kendskab til mobilkanaler vil bidrage til dets styrke, når det nu går ud på dette overfyldte, halsbrækkende marked,« siger Ben Wood, direktør for analysefirmaet CSS Insight og flerårig analytiker på tele- og IT-markedet.

Lanceringen af Nokia Booklet 3G sker, lige før IT-giganten Microsoft 22. oktober lancerer sit nye PC-styresystem, Windows 7, efterfølgeren til det udskældte Windows Vista. Booklet 3G leveres - som det første Nokia-produkt nogen sinde - med Windows. Nokia står selv bag styresystemet Symbian og har derfor hidtil holdt sig langt væk fra Microsoft.