Mobil kortterminal på vej

Nu kan regningen betales med kort og pinkode ved restaturantens bord med ny mobil terminal.

Nu er det ikke længere nødvendigt at aflevere sit betalingskort til tjeneren, som skal tage det med sig for at betale regningen på restauranten.

En ny mobil chipterminal, Flexi mobil, kan tages med og modtage betaling alle steder og under overværelse af indehaveren af kortet.

Den nye mobile betalingsterminal fra Sagem Denmark kan gennemføre betalinger via mobiltelefonnettet stort set hvor som helst og når som helst, fordi forbindelsen sker gennem GPRS og betalingen gennemføres derfor på få sekunder med reducerede kommunikations-omkostninger til følge.

Som ved de kendte stationære dankortterminaler gennemfører kortindehaveren selv hele betalingen, og dermed kan koden indtastes og borge for sikkerheden.

PBS blåstempler sikkerheden efter en test.

"Forretningen opnår den højest opnåelige sikkerhed i kraft af, at betalingen sker med chip. Og kunden kan føle sig helt tryg, idet man ikke giver slip på kort. Betalingen afvikles der, hvor man sidder eller står. Det minimerer risikoen for et potentielt kortmisbrug," siger Søren Winge, pressechef hos PBS.

Betalingsterminalen er udstyret med en printer, og den vejer under 480 gram, så den burde være håndterlig for personale.