Manden bag Fox News er død

Den tidligere topchef hos Fox News, Roger Ailes, er død i en alder af 77 år. Det sker et halvt år efter en række sager om sexchikane tvang ham væk fra stationen.

Foto: Fred Prouser

Manden bag USAs største TV-station er død.

Roger Ailes, 77 år, blev kendt for at bygge det konservative nyhedsmedie Fox News op fra noget nær ingenting til i dag at være den mest sete TV-station i USA.

Familien bekræfter hans bortgang hos Fox News.

»Jeg er dybt trist og fortvivlet over at måtte meddele, at min mand, Roger Ailes, døde her til morgen,« lyder det ifølge Fox News fra Elizabeth Ailes, nu enke til Roger Ailes.

Tilbage i 1996 overtog Roger Ailes tøjlerne hos Fox News, der på det tidspunkt var en ny og lille spiller i det amerikanske TV-landskab. Men med en klar redaktionel linje, der sværmede for konservative værdier, voksede stationen over de følgende årtier til at blive en helt central aktør i det amerikanske mediebillede.

Roger Ailes' egen magt voksede sammen med TV-stationen. Han er af flere omgange blevet udråbt til den mest magtfulde mediemand i USA, og han har været en central operatør i Det Republikanske Parti, hvor han senest var en del af Donald Trumps præsidentkampagne. Tidligere har han også været en del af staben hos republikanske koryfæer som Ronald Reagan og Richard Nixon.

Der kom dog alvorlige lakker i ridsen sidste sommer, hvor Roger Ailes blev hovedpersonen i en pinlig sag om sexchikane hos Fox News.

Sagen startede med, at stjerneværtinden, Gretchen Carlson, sagsøgte Roger Ailes for at have chikaneret hende seksuelt på arbejdspladser. Og det hele kulminerede en lille måned senere, da en anden kvindelig vært - og endnu større stjerne - Megyn Kelly, meldte sig i koret med samme beskyldninger.

Det blev den berømte dråbe i bægeret hos Murdoch-familien, der ejer Fox News, og som så sig nødsaget til at give Roger Ailes sparket. Siden er problemerne med sexchikane fortsat med at plage Fox News, der senest har sparket en af deres helt store stjerner, Bill O'Reilly, efter tilsvarende beskyldninger om sexchikane.

Foruden sin kone, efterlader Roger Ailes sig en søn.