Leo Pharmas innovationscenter går til kamp mod Google med billedgenkendelse som våben

Leo Pharmas kæmpesatsning på at opfinde medicinalindustriens svar på Danske Banks Mobilepay begynder nu at tage form. Efter tre år koncentrerer innovationsarmen, Leo Innovation Lab, nu ind på sin indsats omkring digitale diagnoser og virtuelle medicinforsøg.

Leo Innovation Labs topchef, Kristian Schrøder Hart-Hansen, satser nu benhårdt på at give læger mulighed for online-billeddiagnostik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den danske medicinalkoncern Leo Pharma kaster sig nu over at lave digitale værktøjer, som skal gøre det muligt at stille diagnoser og behandler hudsygdomme over mobiltelefonen ved hjælp af avanceret billedgenkendelse og kunstig intelligens.

Det sker i tæt samarbejde med kinesiske virksomheder.

Det er præcis tre år siden, at Leo Pharma skød en halv mia. kroner i et nyt innovationscenter, som ultimativt skulle skabe medicinalindustriens svar på Danske Banks succesfulde betalingsapp, Mobilepay.

Efter en række svinkeærinder, fejlsats og spinouts er Leo Innovation Lab nu ved at have et klart billede af, hvor innovationscentret skal satse pengene og de omkring 85 ansattes kræfter.

»Vi kan se, at vi har udviklet os til at være i verdensklasse, når det gælder to hovedområder, nemlig billeddiagnostik med hjælp fra kunstig intelligens og virtuelle kliniske forsøg. Især inden for billedgenkendelse og kunstig intelligens udviklet til at understøtte lægerne i at stille mere præcise diagnoser er vi i dag længst fremme i verden,« siger Kristian Schrøder Hart-Hansen, topchef i Leo Innovation Lab.

Hovedparten af Leo Innovation Labs midler vil derfor gå til at videreudvikle værktøjer til at stille diagnoser inden for hudsygdomme på baggrund af foto, som patienter tager og sender ind til lægerne. Det betyder, at andre aktiviteter bliver lukket ned eller skilt ud fra centret. Centret har siden starten haft to af landets mest succesfulde iværksættere, nuværende forsknings- og uddannelsesminister Tommy Ahlers (V), og Endomondo- og Simple Feast-medstifter Jakob Jønck med  på sidelinjen i bestyrelsen. Tommy Ahlers har dog forladt centret.

Stort potentiale for online-læger i USA og Europa

Lige nu er Leo Innovation Lab i fuld gang med at forfine teknikken.

»Vi ser et stort kommercielt potentiale især i USA og Europa. Rigtigt mange mennesker får en hudsygdom, og når det er huden, der bliver ramt, er det meget synligt. Samtidig oplever vi en meget stor interesse fra læger, som er presset af at skulle se rigtigt mange patienter, for at få et værktøj, der kan hjælpe dem med hurtigere at stille diagnoser og overvåge og forudse udviklingen i en sygdom, gerne uden at det kræver, at de skal se patienten på klinikken,« siger Kristian Hart-Hansen.

Interessen for at stille diagnoser og behandle ved hjælp af billeder, som patienter tager med deres mobiltelefon, og algoritmer er dog ikke isoleret til USA og Europa. Faktisk er det land, der er længst fremme med billeddiagnostik og digitale læger, Kina.

Her har regeringen lovet bedre adgang til sundhedstjenester i hele landet, samtidig med at presset på sundhedsvæsnet vokser, beretter blandt andre Reuters. Derfor støtter den kinesiske regering digitale sundhedsløsninger.

Det har resulteret i flere virksomheder, der tilbyder online-konsultationer og -diagnostik, og som hjælper hospitaler og lægeklinikker i Kina med at nå ud til patienter langt fra byerne via online-diagnostik. Her har billeddiagnostik stor interesse. Blandt de største er virksomhederne DXY og WeDoctor, mens den kinesiske techgigant Alibaba arbejder på at udvikle datasystemer og cloud-løsninger, der kan støtte udviklingen inden for området.

Kina er meget langt fremme

Ifølge Kristian Hart-Hansen er de kinesiske virksomheder så langt fremme, at det ikke giver mening at satse på det kinesiske marked, men til gengæld kan både Leo Innovation Lab og de kinesiske virksomheder hjælpe hinanden.

Derfor har Leo Innovation Lab indgået partnerskaber med nogle af de større spillere på det kinesiske marked. De kinesiske virksomheder får adgang til den ekspertise og viden, som Leo Innovation Lab har opbygget på området de seneste tre år, mens Leo får adgang til noget af det allervigtigste, når innovationscentret skal forfine sine algoritmer og udvikle kunstig intelligens på området, som er bedre end det, andre kan lave.

Fokusering skal holde Google på afstand

Netop konkurrencen på området er årsagen til, at Leo Innovation Lab nu har besluttet sig for at koncentrere sig om billeddiagnostik og i mindre omfang virtuelle kliniske forsøg.

»Interessen for billeddiagnostik er rigtigt stor, men lige nu er vi dem, der, efter alt hvad vi har set, er længst fremme på området. Det kan vi blandt andet mærke ved, at vi har fået nemmere ved at rekruttere de bedste medarbejdere. Vi er blevet det sted, kandidater med interesse for området henvender sig til, når de skal finde et job,« fortæller John Zibert, chief medical officer hos Leo Innovation Lab.

Men det betyder samtidig, at store tech-giganter som f.eks. Google også er meget interesserede i området.

»Google har tidligere haft nogle projekter inden for områder, men er så gået ud af det igen. Nu ser det ud til, at de igen interesserer sig for området. Den eneste måde, vi kan bevare vores føreposition, hvis en spiller som Google går ind i det, er ved at fokusere vores ressourcer på området. Så det er det, vi gør nu,« siger Kristian Hart-Hansen.

Udover billeddiagnostik ser Leo Innovation Lab som nævnt også et potentiale i at udføre virtuelle kliniske forsøg. Målet er at gøre det hurtigere og mere effektivt at rekruttere patienter og gennemføre de ofte store og tunge kliniske forsøg. Også her udnytter Leo Innovation Lab den ekspertise, innovationscentret har opbygget inden for blandt andet softwareudvikling, maskinlæring og kunstig intelligens, patientengagement og kliniske infrastruktur.