Konservative: Regeringen ødelægger markedet for elbiler

Regeringen har ikke fået afklaret om afgiftsforlængelse på elbiler skal fortsætte, når den udløber 1. januar 2016. Kommunerne er utilfredse, og De Konservative vil have handling nu.

Foto: Foto: Kim Haugaard/Scanpix.. Tesla er en af de mest solgte elbiler i Danmark, selvom den ikke er helt billig. En ny Tesla model S koster som basismodel 592.000 kroner i Danmark.
Læs mere
Fold sammen

I marts måned kom der plader på 441 elbiler, men der er en risiko for, at det tal bliver meget lavere til næste år, og at folk dropper elbilen helt. Afgiftsfritagelsen på elbiler forsvinder nemlig 1. januar 2016. Erhvervs- og skatteordfører fra Det Konservative Folkeparti, Brian Mikkelsen, vil have regeringen til at melde klart ud, at afgiftsfritagelsen fortsætter også efter 1. januar.

»Regeringen sidder med armene over kors. De har snakket om det gentagne gange de sidste par år, men der er brug for handling i stedet for snak,« siger Brian Mikkelsen.

Afgiftsfritagelse på elbiler i perioden 2016-18 vurderes af skatteministeriet at betyde 889 millioner kroner mindre i indtægter for staten i elbilernes levetid. Den vil til gengæld betyde, at cirka 10.000 biler bliver udskiftet fra konventionelle biler til elbiler.

FDM var sidste år ude at sige, at elbilerne ikke bliver markant dyrere, selvom der kommer registreringsafgift på og har derfor tidligere foreslået en generel omlægning og sænkning af registreringsafgiften. Politikerne har længe diskuteret, hvad der skal gøres med elbilerne, men indtil videre er der ikke taget en endelig beslutning af S-R-regeringen. Regeringen kunne i efteråret 2014 ikke blive enige med Enhedslisten og SF om en forlængelse af afgiftsfritagelsen, som de to sidstnævnte partier er fortalere for. Nu er både Venstre og Konservative også ude i kritik af regeringens mangel på handling i sagen.

»Regeringen er ved at ødelægge markedet for elbiler. Der er for meget uro om afgifterne på elbiler til, at salget for alvor kommer i gang. Hvis salget kommer i gang, vil markedet sørge for, at infrastrukturen følger med,« siger Brian Mikkelsen.

Kommuner og regioner i vildrede

Flere kommuner og Region Hovedstaden har sendt en opfordring til skatteminister Benny Engelbrecht om at han skal gøre noget med det samme. Afsenderne af opfordringen frygter for kommunale udbud på elbiler, som i tilfælde af, at der fra 1. januar skal betales afgifter, vil blive meget dyrere.  I dag er elbiler helt afgiftsfritagede.

COWI har foretaget en analyse, der viser, at kommuner kan spare penge, og samtidig spare miljøet, hvis de skifter deres bilpark ud med en elektrisk en af slagsen.

»Mange kommuner tror, at elbiler er dyrere end konventionelle biler, og derfor ikke er et alternativ. Men elbilerne er langt billigere i drift – og næsten alle kommuner kan spare både penge og CO2 ved at udskifte en del af deres biler til elbiler«, siger Ole Kveiborg, senior projektleder i COWI til fagbladet Danske Kommuner.

Men så længe, der er uro om afgifterne på elbiler, kan man risikere, at kommunerne vælger elbilerne fra, så derfor mener en lang række partier, at man skal droppe snakken og forlænge fritagelsen så hurtigt som muligt.

Benny Engelbrecht svarede onsdag i Folketingets spørgetid, at regeringen vil finde en løsning for el- og brintbiler, når afgiftsfritagelsen udløber ved udgangen af 2015.