Jeudan har købt københavnske ejendomme for en milliard - og fortsætter

Handlen med en gammel ejendom i Rigensgade er nu endelig afsluttet. Yderligere et antal overtagelser i det centrale København venter i løbet af efteråret.

Rigensgade, København K.
Læs mere
Fold sammen

Flere kontorejendomme i det centrale København, og til gengæld færre andre steder – sådan lyder målsætningen for det store ejendomsselskab Jeudan, og onsdag faldt endnu en handel efter dén plan på plads.

Selskabet har således afsluttet købet af ejendommen Rigensgade 11, der ligger tæt på Kongens Have og Østre Anlæg. Sælger af den 2018 år gamle ejendom, der oprindeligt blev opført af hæren, var konsulentvirksomheden Awapatent.

Handelsprisen for de 2654 kvm. er 101 mio. kroner.

Ifølge sin seneste halvårsrapport har Jeudan indtil nu i år købt ejendomme i det centrale København for lige godt 1 mia. kroner. Her i tredje kvartal overtager man således også ejendomme i Nørregade, i Fiolstræde og på Vesterbrogade.

Omvendt har Jeudan solgt ejendomme i Københavns omegn, på Sjælland og en enkelt ejendom i Haderslev til sammenlagt 384 mio. kroner. Selskabet forbereder også salget af kollegiet Mønten på Amager Boulevard til DIS. Her skal lejerne dog første have muligheden for at overtage ejendommen som andelsboliger.

Handlen med ejendommen i Rigensgade viser, at selv om ejendomsmarkedet er glohedt, er det stadig sådan, at det betaler sig at svinge malekosten, så ejendommen fremstår godt for køberne.

»Vi havde ikke travlt med salget, og Lintrup & Norgart (et mæglerfirma, red.) anbefalede os at renovere bygningen, for eksempel med storrumskontorer og fælles mødelokaler. Med byggeudgifterne indregnet har det sikret os en væsentlig bedre pris, så vi er meget tilfredse med handlen og rådgivningen undervejs,« udtaler Christian Akhøj, der er direktør i Awapatent, i en pressemeddelelse.

Lintrup & Norgart anbefalede også, at man ventede med salget, til der var lejere i stort set hele ejendommen. Den havde ellers stået tom, siden sælgeren selv flyttede ud.