Nu vil København skære ned på dispensationer i byggesager

Foto: Flickr. Fold sammen
Læs mere

Der skal være mere enkle regler, men til gengæld færre dispensationer fra dem, når virksomheder søger byggetilladelse i Københavns Kommune.

Det fremgår af to nye indstillinger fra teknik- og miljøudvalget til Borgerrepræsentationen. Konkret vil kommunen forenkle og standardisere sine lokalplaner.

Det skal gøre det mere enkelt for kommunen selv at behandle sagerne, og samtidig vil det blive nemmere for ansøgere at gennemskue, hvad de må og ikke må. Dermed skulle der også blive mindre behov for dispensationer. Færre dispensationer lyder ikke umiddelbart erhvervsvenligt, men mange virksomheder vil nok tage godt imod ændringerne, der, hvis de bliver vedtaget, vil træde i kraft den 1. oktober.

Ifølge Berlingske Business Ejendommes oplysninger er der således udbredt frustration over, at rammerne har været for uklare. Kommunen vil samtidig benytte den nye planlovs mulighed for at give tilladelse til midlertidigt byggeri, selv om det går imod lokalplanens principper.

Den generelle regel er, at midlertidigt byggeri kan stå i tre år, men for ungdomsboliger er tidsgrænsen sat til 10 år, og den administrative praksis for sidstnævnte skal Borgerrepræsentationen se på i løbet af efteråret.