Hvordan fyrer man en topchef i fuld offentlighed?

Kresten Schultz Jørgensen, adm. direktør og kommunikationsrådgiver Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er sørme gang i svingdørene i erhvervs-Danmark. I Coop måtte Jesper Lien gå som administrerende direktør, i Vestas Ditlev Engel, i NKT Thomas Hofman-Bang, i IC Company Niels Mikkelsen. Og så holder vi endda fodbolden og Ariël Jacobs uden for i denne omgang. Mønsteret er klart: Man holder ikke længe som topchef, og karenstiderne bliver kortere og kortere. Noget har at gøre med krisen. Andet handler om den kortere tålmodighed, der tilsyneladende følger med det »aktive ejerskab« fra kapitalfondene og deres investorer. Og endelig er der så relationen mellem bestyrelsesformænd og direktion, der i disse år er under forandring: Danske virksomheder bliver generelt mere amerikanske med arbejdende og ordførende bestyrelsesformand, der måske endda har et personligt behov for at signalere handlekraft i offentligheden. Så svingdøren snurrer. Nogle steder mere professionelt end andre, for hvordan siger man egentlig farvel til en topchef i fuld offentlighed?

Tendens nr. 1 er den pinlige. Der, hvor fyringen falder direkte tilbage på både virksomhed og bestyrelse. Man kan nævne Fritz Schurs fyring af Anders Eldrup i Dong Energy. Eller endnu mere tumultarisk: Bestyrelsesformanden i Vestjysk Bank, Carsten Andersen, der i 2012 fyrede bankens direktør Frank Kristensen og på det efterfølgende pressemøde begrundede handlingen med denne forklaring: »Jeg forstår ikke, hvordan man er skruet sammen oppe i hovedet, når man gør sådan noget her.« Nu kan bestyrelsesformanden have sine private motiver til at jorde sin tidligere direktør i fuld offentlighed (herunder beskytte sit eget eftermæle efter en fusion i opløsning), men kønt ser den slags ansvarsfraskrivning sjældent ud. Fra USA kan man nævne Yahoo, hvor bestyrelsesformanden fyrede topchefen Carol Bartz over telefonen, blot for at se den temperamentsfulde Bartz helt berettiget e-maile sin egen vurdering af bestyrelsesformanden ud til firmaets 13.000 medarbejdere.

Tendens nr. 2 er den rationelle og strategisk begrundede. Den anonyme meddelelse om, at direktør X er fratrådt »efter gensidig overenskomst« eller den gensidigt respektfulde, at direktør X er fratrådt, fordi man var »uenige om strategiens retning« og måske også værdien af de opnåede resultater. Under alle omstændigheder er kommunikationsreglerne her ret enkle: Hvis fyringen omfatter en topchef med mod og mandshjerte – som kvinden Carol Bartz – ja, så er det nok en god idé at mødes personligt om sagen. Lige så logiske er kravene om at sikre den gensidige aftale på forhånd og minimere risikoen for lækager fra bestyrelseslokalet. Tendensen i både offentlige og private virksomheder går i disse år tydeligvis i retning af det åbne og ærlige – med god grund fordi både investorer, medier og medarbejdere ikke rigtigt længere lader sig nøjes med halve forklaringer.

Tendens nr. 3 er derfor den virkelig ærlige. Der, hvor offentligheden alligevel ikke tror på bortforklaringen, eller hvor personen i midten ikke finder sig stiltiende i ydmygelsen. Jo, man kan lave aftalen på papir, men når der er mennesker involveret, vil processen rumme sine ubekendte. Et godt eksempel på dét er Andrew Mason, der sidste vinter blev fyret fra webfirmaet Groupon Inc. Mason sendte, lige før han forlod hovedkvarteret for sidste gang, følgende mail ud til både medarbejdere, samarbejdspartnere og presse: »Efter fire pragtfulde år som CEO er det gået op for mig, at jeg gerne vil bruge mere tid sammen med min familie … Just kidding, jeg blev fyret i dag. Og hvis I undrer jer, er det fordi, I ikke har fulgt med i tingene. Vores aktiekurs er faldet uafbrudt i to år, og det taler vel for sig selv. Farvel til jer alle.«