Finanshus: Tre grunde til at købe Danske Bank-aktier

Der er et godt potentiale i Danske Bank-aktien, vurderer analytikerne hos Credit Suisse, der peger på tre årsager til at fortsætte med at købe aktien.

Der er et godt potentiale i Danske Bank-aktien, vurderer analytikerne hos Credit Suisse, der peger på tre årsager til at fortsætte med at købe aktien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

For det første peger finanshuset på bankens milliardstore udlodninger i form af udbytter og aktietilbagekøb. De to udbetalingsformer svarer til et direkte afkast på cirka 9 pct. om året, hvilket finanshuset peger på vil understøtte aktien i volatile markeder.

Med den nuværende værdisætning af bankens aktiver mener Credit Suisse heller ikke, at aktiemarkedet indpriser mulighederne for restruktureringer, hvilket den vurderer har et potentiale til at kunne øge afkastet på bankens materielle aktiver med op til 40 basispoint.

Det tredje element, som Credit Suisse peger på, er, at man allerede har set effekten i Danske Banks regnskaber af den negative indskudsbevisrente på 0,65 pct. fastsat af Nationalbanken.

Credit Suisse fastholder som følge af de tre forhold anbefalingen "outperform" for aktien, men kursmålet er dog blevet reduceret en smule til 209 kr. fra 221 kr. Med et aktuelt kursniveau på 180 kr. indikerer det et potentiale på 12 måneders sigt på 16 pct.