En plet på Fonds-danmarks renommé

Erhvervskommentar: Det totale nederlag for den bornholmske Espersen-fond står bøjet i neon. Og dermed også et nederlag for den helt centrale person i denne sag, advokat Vagn Thorup.

Jens Chr. Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Leth Williams

En erhvervsdrivende fond er ikke en selvbetjeningskasse for de involverede i bestyrelsen. Tværtimod er en erhvervsdrivende fond en sårbar, herreløs størrelse uden ejere, og derfor en konstruktion i erhvervslivet, hvor det er afgørende – hvis det skal virke efter ­hensigten – at etikken, moralen og ikke mindst ­habiliteten blandt de implicerede er af højeste karat.

Der er faldet endelig afgørelse i Erhvervsstyrelsen om den omstridte bornholmske fond, »Direktør J.P.A. Espersen og Hustru, fru Dagny Espersens Fond«. ­Dispositionerne har været ulovlige, lyder afgørelsen. En afgørelse som ikke bare fratager en håndfuld ­personer i og omkring fonden sammenlagt 65 mio. kr. i en optionspræmie, men tillige så klart, som det overhovedet kan siges, anbefaler bestyrelsen i fonden at trække sig frivilligt. Hvis bestyrelsen ikke trækker sig, lurer en sag i kulissen. Afgørelsen er et særdeles hot emne i fondsverdenen lige nu, og denne afgørelse vil givetvis sende kraftige signaler rundt i hele fonds-Danmark.

Den bornholmske fond styrer en fiskerikoncern, som omsætter for omkring to mia. kr. Set udefra er det uhyre svært at forstå, hvordan de ansvarlige i en koncern styret af en erhvervsdrivende fond og ­tilsynsmyndigheden, Erhvervsstyrelsen, kan have to så væsensforskellige opfattelser af den samme sag, styret og administreret ud fra den samme lovgivning. Mens afgørelsen i Espersen-fonden er et nederlag for de centrale personer i fonden, og i øvrigt også for en række rådgivere omkring fonden, så er det en sejr for Erhvervsstyrelsen, der har vist sig i besiddelse af et ganske effektfuldt tandsæt.

Virksomheder ejet af erhvervsdrivende fonde betragtes som en styrke, et gode i Danmark. Det giver stabilitet i ejerkredsen og dermed mulighed for at tænke langsigtet. Fondene er etableret for at fastholde stifters vilje, også lang tid efter stifters død, og dermed på en måde, så stifters vilje også gælder for de ­generationer af beslutningstagere i fonde, som efterfølger stifteren. Der er et hav at flotte eksempler på, hvordan disse fonde fungerer perfekt efter ­hensigten, og som aktiv ejer sagtens kan begå sig i nutidens hårde forretningsmiljø. Men de enkelte fonde er ikke stærkere end de personer, der er sat til at administrere fondene.

Fondskonstruktionen opfattes generelt meget positivt blandt politikerne på Christiansborg, men en sag som denne vil utvivlsomt efterlade ridser i det image. Det skal med, at det er særegent, at ­bestyrelsesmedlemmer omkring en erhvervs­drivende fond er omfattet af en så lukrativ bonus­ordning som den i Espersen-fonden.

Der kan efterfølgende komme tvister i kølvandet på erhvervsstyrelsens afgørelse, men for Fondsdanmark er det vigtigt, at der er blevet hamret nogle hegnspæle ned, der klart viser, hvad der er inden for, og hvad der er uden for gældende lov­givning.