Elon Musk: Saudisk oliefond køber sig ind i Tesla med kurs mod afnotering

Teslas stifter Elon Musk har netop løftet mere af sløret for sine planer for en afnotering af det ikoniske bilmærke. Saudiarabisk fond har allerede opkøbt fem procent af aktierne og har appetit på mere, skriver han på selskabets hjemmeside.

Tesla-stifter Elon Musk. (Arkivfoto: Brendan Smialowski / AFP) Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN SMIALOWSKI

Elon Musk har netop oplyst, at en saudiarabisk fond, The Public Investment Fund, har købt fem procent af aktierne i Tesla og desuden er positivt indstillet over for at afnotere bilmærket.

Det fremgår af en redegørelse, som Elon Musk har offentliggjort mandag dansk tid. Den saudiarabiske investering er også baggrunden for Musks tidligere udtalelser om, at han har finansieringen til en afnotering på plads.

Den saudiarabiske statslige fond har ifølge Musk flere gange diskuteret køb og afnotering  med Tesla-stifteren, fordi den gerne vil sprede sine investeringer til andet end oliebaserede interesser.

Og da fonden for nylig købte næsten fem procet af Tesla på fondsbørsen bad den efterfølgende om et nyt møde med Elon Musk, som blev afholdt den 31. juli.

»Under mødet beklagede fondens administrerende direktør, at jeg ikke tidligere havde drøftet et privat aktiekøb med dem, og han udtrykte stærk støtte til at finansiere et privat opkøb af Tesla på nuværende tidspunkt. Jeg forstod på ham, at ingen andre beslutningstagere var nødvendige, og at de var ivrige efter at fortsætte,« skriver Elon Musk.

Det var baggrunden for, at Elon Musk efterfølgende i sidste uge henviste til, at han var sikker på finansieringen af en afnotering af Tesla, oplyser erhvervsmanden.

Planen er, at eksisterende aktionærer er velkomne til at fortsætte i ejerkredsen, og at tilbuddet om en købspris på 420 dollar pr. aktie kun er møntet på de aktionærer, der foretrækker denne mulighed for at sælge aktierne til en overkurs.

Elon Musk forventer, at omkring to tredjedele af de nuværende aktionærer beholder deres aktier efter en afhotering. Tesla-aktien er steget 0,6 procent i de første handler på børsen mandag og koster nu 357,70 dollar.

Elon Musk smed lidt af en børsbombe, da han i sidste uge tweetede, at han overvejer at tage Tesla af børsen for 420 dollar per aktie, og at finansieringen var sikret. Det fik fondsbørsen til at suspendere handlen, efter den på kort tid var steget med 11 procent.

Tweetet udløste også et søgsmål mod den iderige Musk fra investorer.

Prisen på 420 dollar var næsten 25 procent over den daværende kurs, og det var en streg i regningen for investorer, der arbejder med at »shorte« Tesla-aktien. Det er en type børshandel, hvor man tjener penge på, at en aktie falder i kurs. Investoren låner groft sagt et antal aktier og sælger dem for derefter at satse på at kunne levere dem tilbage til en lavere kurs.

Elon Musks udmelding og den efterfølgende kursstigning fangede investorerne William Chamberlain og Kalman Isaacs på det forkerte ben, og de har sagsøgt Elon Musk for med sit tweet at ramme investorer, der »shortede« Tesla-aktien.