Dell gør klar til verdens største IT-opkøb

Forhandlinger om et køb af datagiganten EMC kan blive det største opkøb i IT-verdenen.

Foto: Bazuki Muhammad. PC-giganten Dell forhandler om at købe datagiganten EMC. Arkivfoto: Bazuki Muhammad, Reuters/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Den amerikanske PC-gigant Dell forhandler om at købe datalagringsgiganten EMC, hvilket vil blive det hidtil største opkøb i IT-sektoren.

Det skriver flere amerikanske aviser og nyhedsbureauer.

EMC har en markedsværdi på omkring 50 milliarder dollars eller 330 milliarder kroner, og derfor er kapitalfonden Silver Lake inddraget i finansieringen. En handel kan være en realitet inden for en uge, skriver den amerikanske finansavis Wall Street Journal. Som det ser ud nu, vil datterselskabet VMware, som producerer software til virtuelle servere m.m., blive solgt fra. EMC ejer 80 procent af VMware, der har en markedsværdi på 34 milliarder dollars. Aktivistinvestor og aktionær Elliott Management Corp har længe presset på for at få VMware solgt fra.

Dell er verdens tredjestørste PC-fabrikant og har fået sin stifter, Michael Dell, tilbage i førersædet. For to år siden købte han selskabet tilbage sammen med Silver Lake for 24,9 milliarder dollars og fik det afnoteret fra børsen. Herefter blev Michael Dell igen administrerende direktør og har siden forsøgt at modernisere Dell-koncernen.

Et opkøb af EMC giver ifølge analytikere god mening, da Dell herved for alvor vil cementere overgangen fra et forbrugerrettet selskab til et selskab med fokus på teknologi for store selskaber.

Gennem det seneste år har EMCs fremtid været drøftet.  Aktien er faldet med 13 procent i år. EMC, der også ejer IT-sikkerhedsselskabet RSA, har tidligere haft drøftelser med Hewlett-Packard (HP), som er verdens næststørste PC-producent. Disse forhandlinger sluttede, før HP i oktober blev delt i to selskaber.