Microsoft rykker ind hos Samsung

Office-kontorpakken bliver installeret på Samsungs nye tavle-PCer. Også andre Android-brugere bliver nu jagtet af den amerikanske softwaregigant.

Word, Excel og Powerpoint til Android bliver nu lagt på nye Samsung-tavlecomputere direkte fra fabrikken. Foto: Microsoft Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Microsoft indtager endnu et hidtil lukket land, når elektronikgiganten Samsung nu begynder at lægge Office-pakken med blandt andet Word og Excel på en række af sine nye tavlecomputere direkte fra fabrikken.

Den nye aftale kommer kort efter, at Samsung og Microsoft aftalte tilsvarende at lægge en række Microsoft-applikationer på Samsungs nye toptelefon, Galaxy S6, og give 100 gigabyte ekstra plads med på Microsofts netlagertjeneste, OneDrive, i to år.

Nu bliver tekstbehandlingsprogrammet Word, regnearket Excel, præsentationsprogrammet Powerpoint og internettelefoniprogrammet Skype sammen med notetagningsprogrammet OneNote og OneDrive lagde på en række Samsung-tavle-PCer - uden nærmere angivelse af omfanget - i det første halvår af 2015.

Microsoft har også indgået aftale med PC-producenten Dell om at få Office med på Dells Android-udstyr.

Årligt abonnement i stedet for købelicens

Microsoft besluttede i januar i år at gøre Office-pakken gratis på Android-udstyr, så man kan altså selv hente den, hvis man ikke køber udstyr, hvor den er installeret på forhånd.

De nye gratis udgaver kan mange ting, som dækker de flestes grundbehov, men vil man have det fulde udbytte, håber Microsoft selvsagt, at brugerne vil købe licens til den fulde Office 365-pakke. Microsoft ændrede for et par år siden praksis. Nu køber man ikke en engangslicens til Office-pakken. I stedet betaler man et årligt abonnement, som samtidig inkluderer en vis mængde lagerplads på OneDrive.

Ifølge Microsoft kan man fjerne Office-pakken fra sit udstyr, hvis man ikke ønsker at have den.

I Danmark leverede Samsung ifølge analysehuset IDC 11 procent af alle tavle-PCer, der røg ud i butikker og netbutikker i oktober-december 2014.