Dansker nr. 2 på vej mod SAPs topledelse

Allerede i januar ventes grundlæggeren af netop opkøbte Successfactors at få plads i toppen af verdens største softwareleverandør til erhvervslivet.

Amerikanske Bill McDermott (bagest) og danske Jim Hagemann Snabe (forrest) er den dynamiske duo, som leder SAP, verdens største softwareleverandør til erhvervslivet. De købte forleden danske Lars Dalgaards livsværk, Successfactors. Arkivfoto: Arne Dedert, AFP/DPA/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det danske fingeraftryk i ledelsen af verdens største softwareleverandør til erhvervslivet, tyske SAP, vil allerede om kort tid blive endnu mere markant med udsigten til, at også netop opkøbte Lars Dalgaard træder ind i direktionen så snart som muligt.

Lars Dalgaard står bag Successfactors, som tilbyder netbaserede tjenester inden for personalehåndtering, og som SAP for to uger siden købte for 2,5 milliarder euro (18,5 milliarder kroner).

Bemærkelsesværdig forfremmelse

»Vor bestyrelse vil stemme om det på sit møde i begyndelsen af 2012,« siger Bill McDermott, som sammen med danske Jim Hagemann Snabe siden 2010 har delt topposten i SAP, til Financial Times Deutschland.

Bill McDemott »regner bestemt« med, at den 44-årige Lars Dalgaard rykker ind i direktionen.

SAP forventer, at overtagelsen af Successfactors, som har sæde på den amerikanske vestkyst, er afsluttet allerede i januar. Der mangler dog endnu en godkendelse fra konkurrencemyndighederne af opkøbet.

Optagelsen af Lars Dalgaard er ifølge avisen på flere måder bemærkelsesværdig. Tidligere folk udefra har ikke haft det let i SAP-ledelsen, og topchefen for databasevirksomheden Sybase, som SAP overtog i 2010, skulle også have haft en direktionspost. SAP har normalt ikke forfremmet produktansvarlige til direktionen. Så hvis Lars Dalgaard får posten, er det et signal om, hvor vigtig hans selskab betragtes som at være.

Lars Dalgaard siger selv, at det var en betingelse for salget af det ti år gamle firma.

»Jeg havde ikke indgået denne handel, hvis jeg ikke kunne komme i direktionen,« siger han til Financial Times Deutschland og fremhæver, at selskabet sagtens kunne være fortsat på egne ben.

Udsigten til at komme nær på SAPs 176.000 kunder og 55.000 medarbejdere trak dog »sammenlignet med vore 3.500 kunder og knap 2.000 medarbejdere«.

Slut med store opkøb

Successfactors omsatte seneste år for 205 millioner dollars og har omkring 15 millioner brugere. Nærmeste konkurrent er det amerikanske Salesforce.com.

Bill McDermott understreger, at der ikke kommer flere store opkøb inden for netbaserede tjenester, også kaldet »cloud computing«.

»Successfactors var den store fisk. Der findes ikke flere virkeligt gode selskaber at købe op,« siger han.