Boston-chef overtrådte fotoforbud i retten

HR-chef var hurtig på aftrækkeren og tog et billede af omstridt dokument på anklagerens bord med sin iPhone

Foto: MICHAEL NAGLE. Arkivfoto: Michael Nagle/Getty Images/AFP
Læs mere
Fold sammen

Når det gælder, er de hurtige og effektive hos Boston Consulting Group (BCG). Formiddagens retsmøde sluttede med en diskussion mellem forsvarer og anklager om, hvorvidt et bestemt dokument skulle fremlægges i retten. Anklageren mente nej, forsvareren mente ja. HR-chef i BCG, Katharina Hofman, tog en hurtig beslutning og snuppede et foto af dokumentet på anklagerens bord med sin iPhone.

Forsvarer Mai-Brit Storm Thygesen protesterede højlydt mod Katharina Hofmans lynsnare initiativ, mens anklageren forsvarede Hofman med, at der var tale om BCGs materiale.

Efter frokostpausen tog Mai-Brit Storm Thygesen sagen op overfor dommeren:

»Man må ikke tage billeder af efterforskningsmateriale, som endnu ikke er fremlagt i retten,« påpegede hun.

Dommer Peter Rønning-Jølver mente, at sagen måtte bero på en misforståelse, mens Katharina Hofman ivrigt bedyrede, at hun slettede fotoet med det samme.