Analytikere sår tvivl om Just Eats værdi

Take away-sitet Just Eat har fået en bragende god start på børsmarkedet. Men den bølge af succes, som selskabet oplever i øjeblikket, kan være overstået lige så hurtigt, som det tager at bestille en burger. Både en dansk og en britisk analytiker frygter nemlig, at ukuelig optimisme har pustet virksomhedens markedsværdi for højt op.

»Just-Eat er ikke unik nok. Der er ikke investeret nok i teknologi,« siger den britiske analytiker George O'Connor fra investeringsbanken Panmure Gordon. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreas Beck
»Vi er WhatsApps' svar på take away.«

Den relativt ubeskedne bemærkning kommer fra administrerende direktør for Just-Eat, David Butress, der til britiske Financial Times sammenligner sit dansk-baserede take away-site med chat-app'en, som Facebook-direktør Mark Zuckerberg i februar købte for mere end 80 milliarder kroner.



Just-Eat er da også en succes og fik torsdag en stærk første handelsdag på børsen i London. Men fra flere sider bliver der nu sået tvivl om, hvorvidt selskabets optimisme er overdrevet. Heriblandt Saxo Banks analytiker Peter Garnry, der til Berlingske kalder vurderingen af selskabets markedsværdi til knap 1,47 milliarder pund, svarende til over 13 milliarder kroner, for »ekstrem høj.«

»Min bekymring er, at jeg tror, at Just-Eat vil opleve meget større konkurrence (i fremtiden, red). Deres forretningsmodel og teknologi er ikke vældig kompliceret,« siger han og uddyber, at »hele min pointe er, at aktien er prissat efter rigtig høje forventninger om en aggressiv vækst, og selvom jeg tror, at væksten vil fortsætte, er spørgsmålet, om investorerne ikke betaler for meget for aktierne.«



Siden aktien røg på børsen torsdag morgen er det dog gået støt fremad, og Peter Garnry kan da også godt forstå, hvorfor det er populært at investere i bestillingshjemmesiden.

»Det er en rigtig god væksthistorie, som oven i købet er fra Europa, hvor vi jo ikke er vant til at have ret meget vækst. Samtidig er de fleste teknologivirksomheder, vi kender, jo fra USA. Men denne her gang ser vi en teknologi-børsnotering i London, og markederne er i forvejen helt oppe at køre over børsnoteringer i øjeblikket,« siger han.



Holdningen deles af den britiske analytiker George O'Connor fra investeringsbanken Panmure Gordon, der til Financial Times giver udtryk for, at de høje værdifastsættelser, vi ser i øjeblikket, kan være udtryk for en aktieboble. Og ligesom Peter Garnry sår han tvivl om Just-Eats fremtidige styrke.

»Just-Eat er ikke unik nok,« siger han. »Der er ikke investeret nok i teknologi.«

Begge analytikere mener, at Just-Eat er vurderet til en meget høj pris, når man sammenligner med lignende selskaber inden for internetdetailhandelen eller i den britiske tech-industri.

Foreløbig har Just-Eat dog fået en stærk start på aktiemarkederne. Aktien åbnede med en udbudspris på 260p og ligger omkring klokken 16 i et plus på knap syv procent.