Ambu og Coloplasts nye urologiprodukt er navngivet Isiris

Ambu og Coloplasts nye visualiseringsprodukt til urologimarkedet har fået navnet Isiris.

Ambu og Coloplast går sammen om nyt urologiprodukt - og nu har det fået et navn.
Læs mere
Fold sammen

Det fremgår af endnu en pressemeddelelse om samarbejdet, som selskaberne har sendt ud mandag.

Produktet, der er til engangsbrug vil ifølge Ambu og Coloplast gøre det muligt for lægerne hurtigere og mere effektivt end hidtil at fjerne urinvejs-stenter i blæren og urinvejene. Produktet er baseret på Ambus videoskop-teknologi, og vil blive produceret på Ambus fabrik i Malaysia, men sælges eksklusivt af Coloplast fra december 2015.

Ambu oplyste fredag, at selskabet ser betydeligt kommercielt potentiale af partnerskabsaftalen på langt sigt.

I 2015/16 vil aftalen dog ikke bidrage væsentligt til hverken top- eller bundlinje. Ifølge den fælles pressemeddelelse mandag oplyses det, at de to selskaber har delt finansieringen af samarbejdet ligeligt. De nærmere finansielle forhold omkring samarbejdet oplyses dog ikke.

- Der er mange ligheder mellem Ambu og Coloplast. Vores virksomheder trækker tilsammen på 136 års erfaring med at udvikle og producere innovativt medicinsk udstyr og produkter, der kan hjælpe læger og patienter, siger administrerende direktør Lars Marcher ifølge meddelelsen.