Ægtepar vil skabe flyvende taxaservice

Ægteparret Susanne og Bjarne Lastein har etableret virksomheden Bel Air Helicopters, der via baser rundt omkring i landet skal vokse sig store på at fragte danskere rundt i helikopter.

Ægteparret Susanne og Bjarne Lastein med børn og helikopter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Palle Hedemann
I 2005 tog ægteparret Susanne og Bjarne Lastein endelig springet og gjorde deres mangeårige hobbyvirksomhed til et fuldbyrdet iværksætterfirma.

Parret havde nemlig en indædt tro på, at markedet for helikopterflyvning vil vokse markant de kommende år i takt med, at trafikken på de danske veje bliver stadig mere umulig.

Tidligere har den helt store forhindring ved at flyve helikopter på samme måde som almindelig taxaservice været, at kunderne er blevet pålagt alt for store udgifter, fordi helikopterfirmaerne kun har haft én base i landet. Det betød, at kunden kom til at betale for den tid, det tog at flyve ud til dem, hvilket gjorde helikopterflyvning til en særdeles pebret affære.

- Vi har allerede nu fire baser rundt omkring i landet, og flere kommer til i løbet af den kommende tid. Det betyder, at vi er tæt på kunderne og formindsker den tid, det tager for os at komme frem til dem, siger Bjarne Lastein, der trods iværksætterdrømmene stadig holder fast i sit job hos Cimber Air.

Hans kone, Susanne, har imidlertid sagt sit tidligere job op og helliget sig fuldt ud til parrets flyvende taxaservice. Prisen for en tur regnes ud fra en minutpris fra 92 kr. og opefter afhængig af type samt et startgebyr på 500 kr., hvilket svarer til, at en tur fra København til Århus koster 3.830 kr. pr. person ved tre passagerer tur/retur.

Hvilket marked vil I ramme?
- Vores service er primært beregnet til forretningsfolk og private, der eksempelvis lejer en helikopter, hvis de skal fejre noget. Men især forretningsfolk regner vi med bliver en vigtig indtægtskilde i fremtiden, da vi jo med vores koncept kan tilbyde en meget kort transporttid.

Hvem er jeres konkurrenter, og hvad kan I gøre bedre end dem?

Der er andre firmaer end os, der tilbyder helikopterflyvning. Mange af dem tjener deres penge på offshore-flyvninger, hvilket vi også tilbyder uden, at det nødvendigvis er et kerneområde for vores forretning. Vores styrke skal være, at vi er fleksible, landsdækkende og tilbyder dynamiske samarbejdsaftaler med investorer i helikoptere og fly. Ved at opbygge baser rundt omkring i landet kan vi være tættere på kunderne. Et af kriterierne for denne ekspansion er, at vi i modsætning til vore kolleger fokuserer meget på nyuddannede piloter, som kan tiltræde vores organisation.

Hvordan markedsfører I jeres virksomhed?

- Først og fremmest markedsfører vi virksomheden via internettet. Vi har investeret i adwords til Google, og samtidig har vi købt en reklame på de hotelguider, der ligger rundt omkring i København. Vi har i alt brugt 100.000-200.000 kr. på markedsføring, men det er udelukkende en lang række mindre tiltag, der skal være med til at give virksomheden et dynamisk image.

Hvad er forretningsmodellen, og hvordan skal I tjene penge?

- Vi skræddersyer løsninger til kunderne og giver dem en samlet pris, der udregnes efter en temmelig fast skabelon. Vi har otte helikoptere hvoraf vi selv ejer de to af dem, og i bund og grund er der jo tale om et avanceret taxakoncept.

Hvor stor kapital har I til at løbe virksomheden i gang?

- Vi har taget nogle lån i banken, men i og med at virksomheden startede på hobbybasis er den stille og roligt blevet løbet i gang. En stor del af vores penge bliver brugt til investeringer, hvilket medførte, at vi kom ud med et minus i vores første regnskabsår. Men i indeværende regnskabsår skulle forretningen gerne gå i nul og måske endda give et lille plus på bundlinjen.