3500 revisorer skal ud i marken

Nu skal 3500 revisorer sætte skub i innovationen i de mindre virksomheder

Iværksætterne og de mindre virksomheder i Danmark skal sikre ny vækst og flere arbejdspladser.
Men ifølge FSR – danske revisorer er 70 procent af dem er ikke tilstrækkeligt innovative.

Derfor skal 3500 revisorer i Danmark i det næste år ud og fortælle de mindre virksomheder om deres muligheder for innovation. Det sker i et samarbejde mellem revisorerne og erhvervslivets organisationer. Revisorerne skal også opfordre virksomhederne til at benytte private og offentlige tilbud om udvikling, finansiering og rådgivning.

- De mindre virksomheder er blevet hårdt ramt af krisen. Med det nye initiativ kan vi hjælpe virksomhederne med at sætte gang i den fornyelse og udvikling, der skal til for at vokse. Jeg er derfor utroligt glad for det unikke partnerskab med revisorerne og erhvervslivets organisationer, der nu resulterer i initiativet til øget innovation. Initiativet er et godt eksempel på den slags forpligtende partnerskaber, som jeg mener, kan være med til at give dansk erhvervspolitik den nødvendige fornyelse, forklarer vicedirektør i Erhvervs- og Byggestyrelsen Anders Hoffmann.

Læs også: Revisorfirma trækkes ind i skandale

Danske virksomheder er mindre innovative end deres udenlandske konkurrenter. Der er brug for flere innovative danske virksomheder, der udvikler nye produkter med lave produktionsomkostninger, høje avancer og et godt kundegrundlag.

- Allerede i dag er det vores opgave at revidere og rådgive virksomhederne. Fremover vil vi have flere redskaber med i tasken, som kan vækste virksomhedernes forretning. Som revisorer har vi et indgående kendskab til de mindre virksomheder og kan se deres muligheder og risici. Derfor kan vi give virksomhederne målrettede bud på, hvordan innovation og forretningsudvikling kan skabe grundlag for øget vækst og nye arbejdspladser, forklarer direktør i FSR – danske revisorer, Charlotte Jepsen.

Læs også: Sjusk kan koste bøder for revisorer

DI, Dansk Erhverv, Håndværksrådet og Dansk Byggeri er en del af projektet.

Læs også: Små revisorer raser over fusion