Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Alle danskere med en mobiltelefon vil inden for kort tid kunne få et bedre overblik over deres forbrug - og vel at mærke på præcis samme måde hos alle landets teleselskaber.
Inden sommerferien begynder, regner Forbrugerrådet, telebranchen selv og Erhvervsstyrelsen, som er øverste telemyndighed i Danmark, at have en aftale klar, som skal skabe større gennemskuelighed, så regningen bliver gjort ens op og dermed lettere kan sammenlignes.
»Vi tror, at dette bliver et skridt i den rigtige retning om øget gennemsigtighed, som kan skabe overblik og bedre forhold for kunderne. Det kan også give et bedre overblik over forbruget, så man kan se, om man aktuelt faktisk sidder med det rigtige abonnement,« siger Anja Philip, formand for Forbrugerrådet, som er en privat organisation med 73.000 personlige medlemmer og 30 medlemsorganisationer og bl.a. udgiver bladet Tænk.
Forbrugerrådet: Mange er godt på vej
En undersøgelse, som telebranchens organisation, Teleindustrien, netop har fået analysefirmaet YouGov til at lave, viser, at 54 procent af danskerne finder det vanskeligt at sammenligne produkter og priser, og at 32 procent mener, at det er blevet sværere eller meget sværere de seneste tre år. Dog sammenligner 57 procent aldrig eller næsten aldrig produkter og priser.
»At tre af fem forbrugere helt eller delvis er uenige i, at det er let at sammenligne produkter, abonnementer og priser, er udtryk for, at konkurrencen ikke fungerer, som den skal. Mange selskaber er dog kommet godt på vej med hjemmesider og apps, der gør forbruget overskueligt, men vi er ikke i mål endnu. Faktisk kunne man med jævne mellemrum godt sende folk en SMS med det aktuelle forbrug. Det ville gøre det lettere at tilpasse sit abonnement efter det aktuelle behov,« siger Anja Philip.
Henved en million skiftede i 2012 teleudbyder.
Målet er nemt og enkelt
Telebranchen selv ser også frem til de nye fælles retningslinier.
»Sammen kikker vi på, hvordan man nemt og tilgængeligt for alle får adgang til et bedre indblik i eget forbrug. Mange har allerede denne adgang i dag, mens andre ikke har. Men samtidig skal vi sørge for at gøre tingene op på samme måde, altså f.eks. hvordan man tæller et minuts tale. Essensen er, at det skal være nemt og enkelt at overskue,« siger Jakob Willer, direktør for Teleindustrien.
Teleindustrien dækker det store flertal af danske teleselskaber og internetudbydere men ikke alle. Derfor skal Erhvervsstyrelsen sikre, at også de sidste kommer med i en aftale.
»Retningslinierne, som vi forventer meldt ud inden sommerferien, forpligter teleselskaberne til at sikre en let og gennemsigtig adgang til oplysningerne. Det kan gøres på forskellig måde, f.eks. gennem en app til telefonen eller ved at kunne ringe ind,« forklarer Jakob Willer.
Også aftale om bredbåndshastigheder
Han er glad for den kommende aftale, som dækker bredt.
»Vi samarbejder allerede på en perlerække af områder med Forbrugerrådet og har senest aftalt fælles retningslinier for markedsføring af bredbåndshastigheder,« fremhæver han.
Her er der med forbrugerombudsmand Henrik Øes mellemkomst aftalt, hvordan internetforbindelser må markedsføres i annoncer.
»Der har længe hersket vildledning med begreber som »op til...«-hastigheder, og det har undertrykt konkurrencen på området. Nu har vi heldigvis fået fjernet »op til...« og fået mere præcise parametre, f.eks. minimumshastigheder. Det er vi rigtigt glade for - særligt hvis det så også går efter hensigten,« siger Anja Philip fra Forbrugerrådet.
Hun stikker til TDC, der i annoncer garanterer hastigheder på 20 megabit i sekundet, selv om ikke alle kan få så gode netforbindelser.
»Heldigvis er forbrugerombudsmanden gået ind i den sag, men det er ærgerligt, at den overhovedet opstår,« siger hun.