Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Verdens første fladskærms-TV, som bruger styresystemet WebOS som smart-TV til at styre og finde indhold, blev mandag aften præsenteret af den sydkoreanske elektronikgigant LG Electronics, som på den måde håber at have fundet en lettere måde at bruge smart-TV-apparater på.
LG regner med at bruge WebOS i 70 procent af sin TV-produktion i år som erstatning for det tidligere smart-TV-system, som nogen har kaldt forvirrende.
WebOS som TV-brugerflade blev præsenteret på Consumer Electronics Show (CES), verdens største forbrugerelektronikmesse, i Las Vegas i USA. WebOS blev udviklet af mobilproducenten Palm, som blev købt i juni 2010 for 1,2 milliarder dollars af Hewlett-Packard (HP), der havde store planer om at installere det i samtlige sine PCer parallelt med Windows. HP gjorde dog aldrig noget ud af planerne og solgte sidste år WebOS til LG.
Klar til flere ting samtidig
Centralt i WebOS-brugerfladen er startmenuen, som ruller på tværs i bunden af skærmen, så man kan blade sig gennem indholdet. Her kan man i forskelligtfarvede bjælker vælge mellem at se almindeligt TV, film og TV-serier over nettet gennem f.eks. Netflix, gå på Twitter eller på Skype eller tilgå film, musik og fotos, som man selv har liggende på andre computere eller netværksdiske i hjemmet.
WebOS er designet, så man samtidig kan se en udsendelse, spille spil eller gå på nettet, mens man søger efter andet indhold. LG udnytter dermed, at WebOS er lavet til at kunne afvikle forskellige programmer/apps samtidig, så det virker, som folk er vant til fra smartphonetelefoner og tavle-PCer - og modsat mange andre smart-TV-apparaters menuer. WebOS husker samtidig, hvad man senest så, og man kan se historikken.
En anden vandret menu, Today (»I dag«), kan kaldes frem midt på skærmen og vise forslag til andet indhold, som kunne være interessant at se.
Kobler man en spillekonsol til fjernsynet, vil WebOS identificere den rigtigt og ikke blot markere, hvilket HDMI-stik der er i brug på skærmen.
Forsigtigt positiv modtagelse
TV-producenterne har kæmpet med at gøre smart-TV-delen af fladskærmene brugbare. Men det har ofte været svært at finde rundt i de klodsede menuer, og udbuddet af internettjenester tilpasset fjernsynet har også været af svært svingende kvalitet og ofte ikke værd at bruge ret megen tid på, når det første bekendtskab var gjort.
Palm nåede at producere enkelte telefoner med WebOS som styresystem, heriblandt Palm Pre, men nu overgår WebOS til at være en TV-brugerflade.
De første umiddelbare meldinger efter afprøvningen er forsigtigt positive. LG kan have fået fat i en god ende og vil kunne udvikle sit nyerhvervede TV-styresystem til noget større.
Berlingske dækker Consumer Electronics Show (CES) på www.business.dk/digital, www.b.dk/tech og i den trykte avis.