iPhone 6 plages af problemer - bøjer i bukselommen

Den nye software medfører, at applikationer oftere går ned, og nu er der også rapporter om, at telefonen bøjer, når man har den liggende i en stram bukselomme.

Screendump fra Youtube. Fold sammen
Læs mere

Forud for at Apples nye iPhone 6 kommer til salg i Danmark natten til fredag, fortsætter potentielle problemer med at hænge ved de nye telefoner.

Det opdaterede styresystem, iOS 8, som både bruges i iPhone-telefoner og iPad-tavle-PCer, får nemlig en række populære programmer som Facebook og Dropbox til at gå oftere ned. En analyse fra firmaet Crittercism, som arbejder sammen med virksomheder som Ebay og Yahoo, viser, at iOS 8 forårsager 67 procent flere nedbrud end forgængeren iOS 7. Applikationerne lukker uventet - og uønsket - ned i 3,3 procent af tilfældene, hvor de bruges, skriver nyhedsbureauet Bloomberg. Problemerne er størst på ældre iPhone-telefoner.

Kæmpe styresystem giver pladsproblemer

Det har medført et væld af klager til Apple, og ifølge Crittercism har Apple lovet at komme med en opdatering af iOS 8 inden for de kommende uger eller måneder. Apple selv ønsker ikke at kommentere spørgsmålet.

I forvejen har der været kritik af, at iOS 8 er et kolossalt stort styresystem. Det optager 5,8 gigabyte plads på telefonen og tavle-PCen, når det skal installeres, og det er rigtigt meget, når mange telefoner kun har 8 gigabyte plads. Dermed vil man skulle flytte billeder, film og dokumenter over på en PC og slette applikationer, som man ikke bruger så ofte, for ikke at rende ind i pladsproblemer. Og det er ikke kun på de nye iPhone 6-telefoner men også på forgængerne ned til iPhone 4S, som også er tiltænkt at skulle opdateres til iOS 8, at det volder kvaler. Derfor lyder anbefalingen at installere iOS 8 gennem programmet iTunes på computeren.

Apple måtte inden premieren udskyde et af kerneprogrammerne i iOS 8, sundhedsplatformen Health, som skal opsamle data om ens sundhed og velvære. Udsættelsen kom, kort før salget af iPhone 6 og den større iPhone 6 Plus begyndte i en række lande 19. september. Apple meddelte blot, at der var opdaget problemer, uden at ville komme ind på hvilke, og hvornår de præcis blev løst.

Telefonen bliver bøjet

Nu kommer der også rapporter om, at de nye iPhone-telefoner bøjer i folks forlommer. Teknologinetstedet Gizmodo viser på en film fra Unbox Therapy, hvordan man med sine hænder kan bøje en iPhone 6 Plus-telefon. Der skal godt nok lægges en del kræfter i, men det ser på filmen ud til at ske, og det konkluderes, at hvis man går i stramme bukser og ofte har telefonen i lommen, når man sætter sig ned, vil hele chassiset faktisk bøje adskillige grader. Glasset bliver siddende og knuser ikke, så telefonen kan fortsat bruges.

Alligevel har mange købt de nye iPhone 6-telefoner. Den første weekend sikrede et salg på 10 millioner styk, hvilket er ny rekord for den første weekends iPhone-salg. Apple vil ikke oplyse, hvor mange iPhone 6 og iPhone 6 Plus der er solgt, men opgiver kun det samlede salgstal.