Har Udenrigsministeriet spillet en rolle i sagen om FNs olie-for-mad-program i Irak, hvor flere virksomheder også danske er anklaget for at have betalt bestikkelse til Saddam Husseins styre? Det ved vi ikke, og længe var der heller ikke udsigt til, at spørgsmålet ville blive afklaret. For Udenrigsministeriet havde ikke i sinde at lade sine medarbejdere blive afhørt af Bagmandspolitiet.
Heldigvis vendte udenrigsminister Per Stig Møller forleden på en tallerken og åbnede for disse afhøringer. Om det er tilstrækkeligt til at sikre de involverede virksomheders retssikkerhed må tiden vise. Men under alle omstændigheder er der tale om en hårdt tiltrængt åbning fra Udenrigsministeriets side, hvis rolle i denne sag ellers ikke har været for køn.
For naturligvis er det uacceptabelt for de virksomheder, der er anklaget i sagen, at de samtidig kan se de danske myndigheder lægge faktuelle hindringer i vejen for politiets opklaringsarbejde, når det gælder myndighedernes egen ageren i forhold til det dybt betændte olie-for-mad-program. Det er ikke det samme som at sige, at Udenrigsministeriet har foretaget sig noget forkert eller haft viden om, at andre gjorde det. Men ministeriet må finde sig i at have været udsat for mistanken som følge af sin egen lukkethed. Som professor Gorm Toftegaard Nielsen sagde i Jyllands-Posten forleden, så vil man åbenbart »gerne straffe virksomhederne og samtidig redde sit eget skind«. Den holder naturligvis ikke, og det har udenrigsministeren åbenbart heldigvis erkendt.
