Torino jagter Tomasson

Den danske landsholdsspiller Jon Dahl Tomasson kan være på vej til den italienske Serie A-klub Torino FC. Det skriver det tyske fodboldmagasin Kicker.

Den italienske Serie A-klub Torino FC kaster snøren ud efter Jon Dahl Tomasson. Det er det tyske fodboldmagasin Kicker, der mener at vide, at norditalienerne vil tage kontakt til Tomassons tyske klub VfB Stuttgart for at hente den danske landsholdsangriber.

I Stuttgart overvejer man nu, om Tomasson skal have lov til at gå gratis, skriver magasinet. Det vil i så fald spare den tyske topklub for et to cifret millionbeløb på danskerens løn.

Torino FC, der for tiden ligger nummer 10 i Serie A, har alvorlige scoringsproblemer. Kun 14 gange i 18 kampe har oprykkerne formået at score.

Klubbens træner Alberto Zaccheroni kender Tomasson fra sin tid i AC Milan, og skulle efter sigende være stor beundrer af danskernes kvaliteter.

Tomasson har ikke haft den store succes i Stuttgart, siden han skiftede fra Milano-klubben i sommeren 2005. Masser af skader, 30 kampe og blot otte mål er, hvad det er blevet til.

/ritzau/