Snyd på højt plan

Afsløringen af systematisk doping af russiske atleter førte op til OL i år til udelukkelse af en lang række af landets idrætsudøvere. Som kompensation fik de mulighed for at stille op, som her Sergey Shubenkov i 110 m hækkeløb, ved stævnet »Stars of 2016« i Moskva i juli.? Foto: Kirill Kudryavtsev / AFP Photo Fold sammen
Læs mere

I denne måned offentliggjorde Det Internationale Antidopingagentur (WADA) en rapport, der dokumenterer den statsfinansierede doping i Rusland.

I årene 2011-15 har flere end 1.000 sportsudøvere fordelt på mere end 30 idrætsgrene indgået i et massivt dopingprogram, som sportsminister Vitalij Mutko angiveligt skulle have blåstemplet. Rapporten, der blev præsenteret af den canadiske juraprofessor Richard McLaren, og som blandt andet påviser, hvordan positive prøver forsvandt på regelmæssig basis, fik Michael Ask, direktør i Anti Doping Danmark, til her i avisen at foreslå en udelukkelse af Rusland fra al sport.

Det kunne se ud, som om de russiske myndigheder har udnyttet den tillid, som det internationale antidopingsamarbejde bygger på. Det er nemlig op til de enkelte landes statslige institutioner at holde national justits.

Det mest chokerende ved WADAs afsløringer er omfanget og topstyringen af selve dopingprogrammet. Men at russiske myndigheder langtfra er ene om at have en grumset holdning til doping, viste allerede spanske Operación Puerto, der afslørede et dopingnetværk organiseret omkring den indflydelsesrige sportslæge og gynækolog Eufemiano Fuentes.

Sagen begyndte at rulle i marts 2004, da den forhenværende cykelrytter Jesús Manzano i et interview med sportsavisen AS berettede om systematisk bloddoping på Kelme-holdet. Whistlebloweren Manzanos udsagn ledte myndighederne på sporet af Fuentes, som sammen med Liberty Seguros’ sportsdirektør, Manolo Saiz, og yderligere tre personer blev anholdt i maj 2006 sigtet for medvirken til administration, distribution og injektion af ulovlige, præstationsfremmende midler.

Længe inden retssagen begyndte, blev flere større navne lækket til pressen, og få dage før Tour de France 2006 valgte de spanske myndigheder at frigive den fulde liste med de 56 navngivne ryttere, der var nævnt i Fuentes’ papirer. I 2007 indrømmede både Ivan Basso, Michele Scarponi og Jörg Jaksche. Seks år senere fik de følgeskab af den den tidligere Tour-vinder Jan Ullrich.

I april 2013 blev Fuentes kendt skyldig og idømt et års fængsel. Han tilbød at afsløre identiteten på alle sine klienter, som angiveligt kommer fra mange forskellige sportsgrene, heriblandt cykling, fodbold, tennis, boksning og atletik. Dette afviste dommer Julia Santamaria, som desuden krævede bevismaterialet, 211 blodposer, tilintetgjort. En afgørelse, som WADA og Den Internationale Cykelunion (UCI) straks appellerede.

Helt parodisk blev det, da Fuentes’ advokater flere gange bad om at blive spurgt til dæknavnene, men Santamaria nægtede under henvisning til persondataloven.

Herefter har de spanske myndigheder undladt at efterforske sagen yderligere, men flere medier har siden gravet forbindelser frem til især spansk klubfodbold. I 2013 påstod den tidligere Real Sociedad-præsident Iñaki Badiola, at Fuentes havde været på klubbens lønningsliste, og at sølvholdet fra 2002-2003 havde samarbejdet tæt med den kontroversielle læge.

De hundredvis af blodposer befandt sig i en fryser i Barcelona indtil juni i år, da en spansk domstol pludselig gav WADA og UCI medhold og beordrede det beslaglagte bevismateriale udleveret til nærmere undersøgelse. Ifølge det spanske dagblad El País skulle der være tale om 35 topidrætsudøvere fra flere sportsgrene. Forældelsesfristen på ti år gør det imidlertid akkurat ikke muligt at retsforfølge de skyldige...

Spansk sport har længe været kendt for at have et – skal vi sige – liberalt forhold til doping, som det helt indtil 2006 ikke var ulovligt at benytte sig af på spansk jord. »Fuentes-sagen er karakteristisk for, hvad vi har oplevet i Spanien,« sagde Dick Pound, WADA-chef fra 1999 til 2007, til New York Times for tre år siden.

Men spanierne og russerne står langt fra alene. Italien var op gennem 1980erne og 1990erne hjemsted for nogle af sportens mest berygtede dopinglæger, der i hjemlandet nød stor anerkendelse for deres minutiøse og succesfulde arbejde. Den dag i dag har landets myndigheder ved flere lejligheder udvist en påfaldende langsommelighed og unøjagtighed i både efterforskning og rettergang.

Tidligere i år genundersøgte Den Internationale Olympiske Komité 454 dopingprøver fra OL i Beijing i 2008 ved hjælp af en ny og forbedret metode. 31 af disse viste sig at være positive, blandt andre én tilhørende den jamaicanske sprinter Nesta Carter, som var med til at vinde guld i 4x100 meter stafet. Afsløringen udløste et ramaskrig på den lille caribiske ø, der har vundet 17 ud af samtlige 36 sprintmedaljer ved de seneste to Olympiske Lege.

»Der er åbenbart folk, der mener, at udøvere fra tredjeverdenslande ikke har den samme ret til hæder som udøvere fra førsteverdenslande,« rasede Maurice Wilson, teknisk direktør for de jamaicanske OL-løbere.

En anset præst fra Kingston kaldte sagen mod Carter for en »kategori 5-orkan i et fingerbøl«, mens parlamentsmedlemmerne nærmest faldt over hinanden i deres forsvar for en af nationens helte.

Sportsminister Olivia Grange henvendte sig direkte til landets unge sportstalenter: »Det er nødvendigt at gøre det klart, at ingen har ret til at lede jer bort fra jeres drømme og mål. Lad jer ikke påvirke af dem!« sagde Grange.

Carter er langtfra den første jamaicanske atlet, der er blevet testet positiv. Også storheder som Shelly-Ann Fraser-Pryce og Yohan Blake har fået ridser i lakken, og hver gang har belejringsmentaliteten og den underliggende, uudtalte frygt været den samme: For klapper fælden mon en dag for Usain Bolt, Jamaicas populæreste indbygger og det eneste ikke-dopingdømte menneske, der har løbet 100 meter på under 9,79 sekunder?

Også de amerikanske atletik- og baseballorganisationer har i årevis været mistænkt for at dække over positive test.

At dopingbekæmpelsen ofte finder sted i gråzoner, og at der efterhånden er gået storpolitik i afsløringerne af brugen af præstationsfremmende medikamenter, viste en russisk hackergruppe i september. Gruppen ved navn Tsar Team skaffede sig adgang til WADAs administrationssystem, hvorfra man offentliggjorde fortrolige oplysninger om flere prominente amerikanske atleter.

Russerne kunne blandt andet fortælle, at tennissøstrene Serena og Venus Williams har indtaget mindst fire forbudte stoffer hver de senere år, mens den firedobbelte OL-guldvinder i gymnastik Simone Biles har benyttet sig af amfetamin og nerveberoligende medicin i sin ADHD-behandling. Og basketballprofilen Elena Delle Donne har anvendt hydrocortison mod eksem.

Intime oplysninger, hvor brugen vel at mærke er godkendt af WADA, men som alligevel er endt som et våben i den internationale sportspolitiks stadig mere intense informationskrig.