Ruslands dopingprogram blotlagt i al sin vælde

Den nidkære efterforsker dr. Richard McLaren har undersøgt 100 russiske urinprøver fra De Vinterolympiske Lege i Sochi, 2014. Der var blevet pillet ved dem allesammen.

Dr. Richard McLaren ved pressekonferencen fredag, hvor hans rapport blev præsenteret. Foto: Facundo Arrizabalaga/EPA Fold sammen
Læs mere

En ny rapport fra verdens antidopingagentur fremlægger nærmest uoverstigelige beviser for Ruslands systematiske doping fra 2011 til 2015. Rapporten belaster flere lag af embedsmænd såvel som flere end 1.000 idrætsfolk i over 30 forskellige sportsgrene. Dermed øges presset også på Den Internationale Olympiske Komité (IOC) for at straffe Rusland forud for De Vinterolympiske Lege i 2018.

Beviserne, som er fremlagt af World Anti-Doping Agency (WADA), har karakter af en oversigt over de mange selvstændige efterforskninger, som den canadiske advokat Richard McLaren har gennemført. Han udsendte i juli en nådesløs rapport, som førte til udelukkelsen af flere end 100 russiske sportsfolk fra De Olympiske Lege i Rio de Janeiro måneden efter.

»Det er umuligt at vide helt præcist, hvor dybt og hvor langt bagud i tid denne sammensværgelse rækker,« sagde McLaren fredag. Han kaldte de »uomgængelige kendsgerninger« i sin rapport for tydelige omend langt fra tilbundsgående.

»I årevis er internationale sportsarrangementer uafvidende blevet kapret af russerne,« tilføjede han.

Richard McLaren konkluderede i sommer, at Rusland i årevis havde orkestreret et vildtvoksende dopingsystem, der kulminerede i en udspekuleret operation med udveksling af urinprøver under vinterlegene i det hjemlige Sochi i 2014.

Stillet over for en hårdnakket afvisning fra de russiske myndigheder og en udbredt skepsis blandt de sportsarrangører, der kun modvilligt satte ind med sanktioner imod landet, har McLaren og hans hold fortsat deres arbejde de seneste fem måneder.

Direkte ordre fra ministeriet

Den nye rapport opregner konkurrencer, som er blevet tilsmudset af flere års forberedelser, der skulle sikre russisk dominans ved sommerlegene i London i 2012, verdensmesterskaberne i atletik i Moskva året efter og endelig vinterlegene i Sochi 2014.

Som led i sin efterforskning har McLaren undersøgt omkring 100 urinprøver fra russiske atleter i Sochi af de cirka 250, der alt i alt er blevet gemt siden 2014. Og der var blevet pillet ved dem alle, konstaterede McLaren – også de mindst 15, som stammer fra medaljetagere, heraf fire guld.

Navnene på de fleste af sportsfolkene var retoucheret ud, og de blev i stedet omtalt ved et særligt talsystem, men deres identitet er blevet oplyst over for de relevante officials i de enkelte sportsgrene samt Den Olympiske Komité, sagde McLaren. IOC havde derpå valgt at nedsætte to særlige kommissioner til at følge op på skandalen.

Hans beviser omfatter central kommunikation mellem Ruslands tidligere vicesportsminister Jurij Nagornykh, der blev fyret oven på skandalerne sidste sommer, og dr. Grigorij Rodsjenkov, nationens fremmeste antidoping-direktør, der sidste forår fortalte britiske The Times, hvordan han efter ordre fra regeringen havde hjulpet Ruslands topatleter til at dope sig.

Nagornykh og sportsministeriet gav dr. Rodsjenkov udtrykkelig besked på at dække over topatleternes brug af præstationsfremmende steroider, viser e-mail og regneark.

Kun sammenligneligt med DDR

Richard McLaren fremlagde stort set alle sine efterforskningsresultater fredag, og han gjorde det uimodsigeligt klart, i hvilket omfang en af de mest magtfulde nationer gentagne gange har snydt i sport.

Hans rapport og en parallel hjemmeside med beviser efterlader meget lidt tvivl om, at Ruslands dopingprogram hørte til blandt de mest avancerede i sportens historie – måske kun overgået af det tidligere Østtyskland.

Som reaktion på rapporten planlægger IOC at undersøge rundt regnet 150 prøver fra Sochi, der endnu mangler at blive kontrolleret. Dertil kommer misforhold i DNA fra flere urinprøver og andre tegn på fifleri, som McLarens hold pegede på i sommer: Mikroskopiske ridser på glasflasker samt indhold af almindeligt køkkensalt, som eksperter anser det for umuligt for den menneskelige krop at producere.

Det olympiske kommissionsarbejde ventes at udstikke retningslinjerne for de disciplinære aktioner over for endnu flere russiske atleter efter et år, hvor snesevis er ramt af sanktioner, og flere end 100 er udelukket fra internationale konkurrencer.

Stævner i Rusland suspenderes

Frem mod rapportens udsendelse havde sportsofficials taget en dyb indånding og gjort sig klar til de endelige kendsgerninger fra WADA, som disciplinærkomitéer verden over skal til at arbejde ud fra.

Torsdag, mindre end 24 timer forud for rapportens frigivelse, gentog IOCs præsident, Thomas Bach, den olympiske komités vejledning om, at sportsforbund indstiller eller aflyser eventuelle forberedelser til sportsarrangementer i Rusland.

»Jeg håber, det er en storm i et glas vand,« sagde Gian-Franco Kasper, præsident for verdens skiforbund og medlem af IOCs eksekutivkomité, under en rygepause i Schweiz i denne uge.

»For vintersportsforbundene er det sådan, at vi lige nu står midt i sæsonen,« fortsatte Kasper. »Vi vil blive nødt til at reagere øjeblikkeligt. Midt på sæsonen, det er virkelig ikke let.«

Oversættelse: Lars Rosenkvist