Løchte og makker er i semifinalen ved turnering i Doha

Frederik Løchte og Tim Pütz slog brasilianske Bruno Soares og Mare Pavic fra Kroatien i kvartfinalen.

Den danske doublespiller Frederik Løchte er først for nylig begyndt at spille fast med sin makker Tim Pütz. (Arkivfoto.) Peter Cziborra/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Doha. Den danske doublespiller Frederik Løchte er i semifinalen ved ATP-turneringen i Doha i Qatar i double.

Det står klart, efter at Løchte sammen med sin tyske medspiller, Tim Pütz, onsdag slog brasilianske Bruno Soares og Mare Pavic fra Kroatien i kvartfinalen.

- Det er meget overraskende, at det gik så godt, da jeg var ude med en skade de seneste to og en halv uge, inden jeg tog af sted, og ikke slog et slag, siger han til TV2 Sport.

- Og min makker har været meget syg og ligeledes haft en la-la-træningsperiode.

I semifinalen venter britiske Luke Bambridge og Santiago González fra Mexico. Den kamp spilles torsdag klokken 13.30 dansk tid.

Frederik Løchte bruger som flere andre af de store tennisstjerner ATP-turneringen i Doha som en optakt til årets første grand slam-turnering, Australian Open, der begynder 20. januar.

Ud over Frederik Løchte skal den danske singlespiller Caroline Wozniacki også i aktion for sidste gang i sin karriere.

Wozniacki har annonceret, at hun stopper sin glorværdige karriere efter Australian Open, som hun vandt i 2018.

/ritzau/