Længdespringer ramt af spyd

Længdespringer ramt af spyd, kastet af spydkaster under atletikstævne i Rom.

Den franske længdespringer Salim Sdiri blev ved fredagens Golden League-stævne i Rom ramt af et spyd, da han varmede op til sin konkurrence.

Ulykken skete, da den finske spydkaster Tero Pitkamaki gled lige før, han skulle kaste sit spyd.

Uheldigt for Sdiri fløj spyddet i den helt forkerte retning, og længdespringeren kollapsede med det samme, da han blev ramt.

Lægerne var hurtigt på plads for at hjælpe, og fik ham kørt på hospitalet. Det er uvist, hvor alvorligt Sdiri er kommet til skade, men han var ved bevidsthed.

/ritzau/