Kommentar: Uden chef ingen orden

Det første møde med Alperne afslørede, at Tour-feltet heller ikke i år har en ledestjerne med et team, som kan dominere begivenhederne entydigt. Det lover godt for dagens etape.

Meget var bedre i gamle dage.

Nåja, gamle og gamle. Hvis tidsregningen ikke skrues helt tilbage til romantikkens ære med navne som Coppi, Anquetil og siden Merckx og Hinault, men bare standser ved koryfæer som Indurain og Armstrong, er vi ved at være der. Tilbage i en tid, hvor Tour de France-feltet stadig havde en herskerskikkelse bakket op af mandskaber med en totalt ensporet kommandovej.

Når vi ikke drager længere tilbage end første halvdel 1990erne, kan det stadig fremkaldes, hvordan Miguel Indurain kørte sine fem sejre hjem på en blanding af en fænomenal enkeltstart og et uhyggeligt stærkt Banesto-hold, hvor man satte et kvælende tempo, der gav de færreste konkurrenter mod på at udfolde sig.

Miguel Indurains herredømme blev for en kort bemærkning afløst af et Telekom-hold, der i 1996 og året efter ikke bare havde spidskandidater som Riis og Ullrich at køre for, men også overskud til at sørge for Erik Zabel i spurterne. At det tyske storhold så efterfølgende også har vist sig at være godt kørende, fordi der var rigeligt med forsyninger af blodpræparatet EPO, hører med i det samlede billede.

Fra 1999 og syv lange år frem stod Tour de France så i Lance Armstrongs og US-Postal-holdets tegn. Heller ikke den epoke var synderligt seværdig. Faktisk opførte Armstrong og compagni sig med en rethaverisk adfærd, hvor det meste af feltet var intimideret af amerikanerholdets teutoniske styrke. Det er ikke nogen ubetinget glad erindring at have fra de år. Med mindre man kan identificere sig med Armstrongs magtfuldkommenhed og næsten vulgære opvisning på de afgørende tidspunkter i løbet.

Ser man tilbage på gårsdagens etape, er der meget at glæde sig over og se frem til i de kommende slag mod de højeste tinder. For vi fik set, at feltet heller ikke i denne årgang har fået en ny despot og herskerskikkelse i stil med Lance Armstrong. Vi fik set, at der både er en vis henholdende ubeslutsomhed, fravær af konsensus og økonomiseren med kræfterne, der ikke i samme grad var mærkbar i årene med Indurain og Armstrong på toppen.

At CSC ikke ville og kunne forsvare Fabian Cancellaras gule førertrøje på 7. etape lå i kortene allerede inden mødet med mægtige Col de la Colombiere. Men at hold som Caisse dEpargne, Rabobank og for den sags skyld Predictor-Lotto ikke i højere grad kunne gøre fælles front for at indhente det tidlige udbrud af kapable lykkeriddere, vidner om nye tider. Og bedre tider.

I lighed med sidste års Tour kommer vi til at se et løb med langt flere overraskelser i godteposen end i årene med Indurain og Armstrong. Formentlig sker det allerede i dag, når feltet skal forcere tre kategori 1 stigninger. Det eneste forudsigelige ved dén etape skulle da lige være, at Michael Rasmussen begiver sig ud på et togt.