Japaner ekspederer Serena Williams ud i første runde

Naomi Osaka, der lige har vundet WTA-turneringen i Indian Wells, slog onsdag Serena Williams i Miami.

Serena Williams røg ud efter en kamp i WTA-turneringen i Miami. Scanpix/Crystal Chatham/arkiv
Læs mere
Fold sammen

Miami. Japaneren Naomi Osaka bliver bare ved med at imponere på tennisbanen.

I første runde af WTA-turneringen i Miami vandt Naomi Osaka uden problemer over den amerikanske stjernespiller Serena Williams.

36-årige Serena Williams tabte kampen med cifrene 3-6, 2-6 efter en time og 18 minutter.

I hele kampen virkede japaneren totalt uimponeret og dominerede i store perioder af opgøret, mens Serena Williams havde det svært.

Naomi Osaka er nummer 22 i verden og har lige vundet WTA-turneringen i Indian Wells, der rangerer lige under de fire grand slam-turneringer.

Serena William er lige kommet tilbage til tennissporten, efter at den tidligere verdensetter er blevet mor. Hun har været væk fra tennissporten i 13 måneder.

I sidste uge spillede Serena Williams tre kampe i Indian Wells. Storesøsteren Venus Williams vandt over Serena Williams ved den lejlighed.

Nederlaget til Naomi Osaka i Miami var første gang i 21 år, at Serena Williams tabte sin første kamp på en amerikansk hardcourt-bane.

/ritzau/